Paris Saint-Germain – Skabt af folket – Købt af Qatar
Lionel Messi skiftede tirsdag officielt til franske Paris Saint Germain, men selv uden verdens – måske – bedste spiller, var klubben fra den franske hovedstad for længst etableret som en af verdens største klubber – målt på økonomi. Historisk er PSG dog stadig en miniput. Torsdag er det præcis et år siden klubben fyldte 50.
Én lille milliard euro.
Så meget er Paris Saint Germains nuværende trup, der består af 35 spillere, værd ifølge Transfermarkt.
Selvom den værdi både er flygtig og meget uofficiel, tegner den et fint billede af et hold, der for længst har indtaget sin plads på toppen af den europæiske fodboldpyramide – i hvert fald fra et økonomisk perspektiv.
Økonomisk set er det nemlig kun Manchester City, der nu overgår franskmændene, som for længst har henvist storklubber som Liverpool, Chelsea, Real Madrid, FC Barcelona, Manchester United, Juventus og Bayern München til sekundære placeringer.
Mens ’Les Parisiens’ tidligere har været kendt for eksorbitante transfersummer, har denne sommer i stedet budt på klogt købmandskab og – formentlig – særdeles tunge lønposer, og ganske gratis har de franske vicemestre tilføjet fire indiskutable verdensstjerner i form af Gianluigi Donnarumma, Georginio Wijnaldum, Sergio Ramos og Lionel Messi til den i forvejen bugnende spillertrup. Dertil kommer Achraf Hakimi og Danilo, der med prisskilte på henholdsvis 60 og 16 millioner euro ikke har været helt gratis.
Derfor kommer det næppe som den store overraskelse, at PSG i år er bookmakernes favorit til at løbe med det Champions League-trofæ, der nu af flere omgange har undveget franskmændene. Champions League-trofæet som fra hans første dag i klubben har været målsætningen for præsident Al –Khelaifi. Han gik sågar så langt som til at love fansene trofæet, da PSG i 2020 tabte finalen til Bayern München:
-Jeg lover, at vi vil vinde Champions League!
Ligeledes må det være historisk lavt, når spiludbyderne blot giver 1,1 gange pengene igen, hvis PSG tilbageerobrer titlen som franske mestre, efter Lille i den forgangne sæson udmanøvrerede giganterne og overraskende løb med titlen.
At klubben fra Parc des Princes er så suveræne favoritter til at vinde endnu et fransk mesterskab, et mesterskab der i øvrigt vil udligne de ti mesterskaber, som stadig gør Saint-Étiennes til indehaver af rekorden for flest franske mesterskaber, har dog ikke altid ligget i kortene.
Da Saint-Étienne senest vandt mesterskabet i Frankrig i sæsonen 1980-81, havde PSG endnu ikke så meget som været i en fransk cup-finale endsige en europæisk finale, og klubben var kun lige ved at få fodfæste i den bedste franske række.
En klub fødes
Bare 11 år tidligere havde en gruppe driftige parisiske mænd bestemt sig for at skabe et fodboldhold i den franske hovedstad. Den nyetablerede klub, Paris FC, blev lagt sammen med den ældre Stade Saint-Germain, og den 12. august 1970 så Paris Saint Germain for første gang dagens lys.
Efter sigende skulle den legendariske Real Madrid præsident, Santiago Bernabéu, have hjulpet den nye klub på rette vej. Madrileneren rådede PSG-bestyrelsen til at starte en crowdfunding, og på den måde blev klubben etableret med hjælp fra fansene i Paris.
-I skal kun forlade jer på jer selv og parisernes kærlighed. (Santiago Bernabeu)
Sammenlægningen af de to klubber blev godkendt af det franske fodboldforbund, og klubben overtog Stade Saint-Germains licens til den næstbedste franske række. Ind kom den franske landsholdsanfører, Jean Djorkaeff, og med ham i spidsen rykkede klubben allerede i sin første sæson op i den bedste franske række.
Det var dog ikke sket uden økonomiske vanskeligheder, og selvom klubben på banen klarede skærene i den første sæson, stod det anderledes dårligt til på den økonomiske side. Det fik efter bare to sæsoner de to moderklubber til at gå hver til sit, og mens Paris FC fastholdt positionen i den franske liga, beholdt Paris Saint Germain og deres direktør, Henri Patrelle, det nye navn. Sidstnævnte måtte dog en tur ned i den franske 3. Division, hvor der i første omgang ventede en tilværelse som amatørklub.
Djorkaeff og de øvrige stjerner var kontraktlig bundet til Paris FC, men selv uden deres hjælp, lykkedes det lidt heldigt Paris Saint Germain at sikre sig oprykning allerede året efter. Godt nok var klubben kun blevet nummer to i den franske 3. division, men de fik hjælp fra en uventet kant. Vinderen af 3. division, Quevilly, havde så slemme økomiske problemer, at de måtte lade klubben opløse, og således var oprykningen en realitet for PSG.
Den franske modedesigner Daniel Hechter overtog herefter tøjlerne i klubben fra Henri Patrelle, og som det første ansatte han den tidligere VM-topscorer, Just Fontaine, som ny træner. Under Fontaines ledelse sluttede PSG på andenpladsen i 2. division, og det gav dem en oprykningskamp mod Valenciennes. Efter et 2-1-nederlag på udebane sejrede PSG hjemme på det lille Stade Municipal Georges Lefèvre med 4-2, og dermed opnåede klubben atter status som professionel og kunne begynde en ny æra i landets bedste række.
Rollerne byttes
Mens PSG altså i 1974 sikrede sig oprykning til den række, som de har været en del af lige siden, ville skæbnen ironisk nok, at Paris FC samtidig rykkede ned. For at føje spot til skade måtte Paris FC også se sin hjemmebane, Parc des Princes, overtaget af bysbørnene, og lige så vel som positionen som det klart bedste hold i den franske hovedstad har PSG også stædigt holdt fast i hjemmebanen.
Op igennem 1970’erne etablerede PSG sig som fast inventar i Ligue 1, og selvom klubpræsident Daniel Hechter i 1978 blev tildelt livstidskarantæne af det franske fodboldforbund for korruption, fortsætte de postive takter under den nye præsident Francís Borelli.
Saint-Ètienne var på det tidspunkt den helt store magtfaktor i fransk fodbold, men i 1980 lykkedes det ikke desto mindre Borelli at lokke blandt andre Saint-Ètiennes Dominique Rocheteau til hovedstaden, og selvom de samme sæson måtte se Saint-Ètienne løbe med klubbens tiende og foreløbigt sidste mesterskab, var der sået et frø i Paris.
Sejrens sødme
Sæsonen efter mødte Rocheteau og PSG nemlig netop Saint-Ètienne i pokalfinalen. Michel Platini spillede sin sidste kamp for ’Les Vers’, og med 12 minutter tilbage af den ordinære spilletid, udlignede den kommende Juventus-spiller Nabatingue Tokos føringsmål. I den forlængede spilletid fordoblede Platini for Saint-Ètienne, og drømmen så ud til at være slukket for fansene på Parc des Princes. I kampens døende sekunder dukkede Rocheteau dog op og udlignede mod sin tidligere arbejdsgiver, og det fik fansene til at strømme ind på grønsværen. Efter flere minutters afbrydelse blev kampen genoptaget, og kort efter lød dommerens fløjte. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence scorede begge hold på deres første fem spark, men da PSG-målmand Dominique Baratelli snuppede Saint-Ètiennes sjette forsøg fra Christian Lopez, kunne Jean-Marc Pilorget sende historiens første pokal til Paris Saint Germain.
Året efter – i sæsonen 1982-83 – lagde Parc des Princes atter græs til en pokaltriumf, mens PSG i 1985-86 gik ubesejret igennem ligaen på hjemmebane, og det var nok til at snuppe klubbens første franske mesterskab under ledelse af Gérard Houllier.
Nedtur både sportsligt og økonomisk
De blå-røde fra lysets by kom dog hurtigt ned på jorden igen, og med en placering som nummer syv i den efterfølgende sæson samt et samlet nederlag til i første runde af Europacuppen til tjekkiske Vítkovice begyndte en vanskelig periode for hovedstadsklubben.
Sæsonen efter reddede Houlliers tropper akkurat tilværelsen i Ligue 1, da de i sæsonens sidste kamp hjemme på Parc des Princes formåede at besejre Lens. En kort opblomstring året derpå, hvor det blev til sølv efter Olympique Marseille, blev starten på en lang sportslig og økonomisk nedtur for klubben.
I April 1991 kradsede krisen så voldsomt i klubben, at klubbens fans krævede præsident Borellis afgang. Klubben var i reel fare for at gå konkurs, og dårlige resultater på banen betød, at Parc des Princes weekend efter weekend havde tomme sæder.
Ny ejer på godt og ondt
Borelli accepterede kort efter at sælge klubben, og den franske tv-kanal Canal+ stod klar til at købe. Tv-kanalen fik hurtigt styr på den gæld, der over årene havde opbygget sig i klubben, og med en målsætning om at blive franske mestre indenfor tre år, var kursen lagt.
En semifinaleplads i UEFA Cuppen i 1992-93 samt et en tredje pokaltitel bragte lidt tiltrængt succes til den franske hovedstad, men i Frankrig husker man den sæson for noget helt andet.
Olympique Marseille og PSG lå sæsonen igennem side om side i mesterskabsræset. Klubben fra Sydfrankrig havde vundet mesterskabet de seneste fire sæsoner, og det var da også havnebyens helte, der sejrede i sæsonens første opgør de to hold imellem på Parc des Princes.
Marseille havde sidst på sæsonen spillet sig frem til finalen i Champions League. Tre dage inden finalen skulle de møde Valenciennes i ligaen. For at sikre en frisk og kampklar trup til den europæiske finale, tilbød Marseille-præsidenten Bernard Tapie tre Valenciennes-spillere bestikkelse, men da den ene spiller afslog tilbuddet, kom sagen frem i lyset.
Efter deres Champions League-triumf mod AC Milan skulle Marseille i sæsonens næstsidste kamp bare slå PSG for at sikre sig den franske titel, og med en 3-1 sejr på Stade Vélodrome var femte mesterskab i træk på papiret hjemme.
Efter afsløringen om bestikkelsesskandalen fratog det franske fodboldforbund dog Marseille titlen og tilbød den til PSG. Den parisiske klubs ejere, tv-kanalen Canal+, afslog dog tilbuddet af frygt for at rage uklar med sine seere i Marseille, og selv da UEFA tilbød klubben deltagelse i Champions League på bekostning af Marseille, blev det afvist. AS Monaco havde dog ikke de samme skrubler, og klubben fra det lille fyrstendømme blev derfor den franske repræsentant i Europas fineste klubturnering den sæson.
Reddet af en helt fra Elfenbenskysten
Op igennem 90’erne nød Paris Saint Germain sporadisk succes. Klubben vandt tre pokaltitler, men vigtigere endnu fulgte de op på sæsonen med Marseilles bestikkelsessag med at vinde den franske liga for anden gang i klubbens historie.
Også den første udgave af ligacuppen kom i 1995 i hus, ligesom den europæiske cupwinners cup blev taget med hjem til Paris efter en 1-0 sejr over Rapid Wien i finalen. Fansene på Parc des Princes kunne nyde store franske spillere som Youri Djorkaeff, David Ginola og Bernard Lama, legendariske George Weah slog sine folder i Paris i tre sæsoner, mens også holdets nuværende sportsdirektør, brasilianske Leonardo, spillede en enkelt sæson i den franske hovedstad.
De følgende år blev til yderligere et par franske pokaltitler, men selvom klubben undervejs hentede store spillere som Ronaldinho, Jay-Jay Okocha, Pedro Pauleta og Nicolas Anelka til klubben, blev det blot til to andenpladser i den franske liga op gennem 00’erne.
I 2006 solgte Canal+ klubben til en række investeringsfonde med Colony Capitals i spidsen, men de amerikanske ejere fik aldrig helt klubben på ret køl, og i sæsonen 2007-08 var det ved at gå helt. PSG skulle vinde sæsonens sidste kamp ude mod Sochaux for at være sikre på endnu en sæson i ligaen.
Efter at have ligget til nedrykning i flere runder i træk, havde presset været stort, men da Amara Diané fra Elfenbenskysten først bragte hovedstadsklubben på 1-0 og siden også på 2-1, slap de parisiske fans og spillere med skrækken.
Overtagelse fra Mellemøsten
I 2010 udsendte Colony Capitals en besked om, at de var på udkig efter nye investorer, der kunne hjælpe med igen at gøre SG til titeludfordrer. Den nye investor kom til Paris i 2011 i form af Tamim bin Hamad Al Thani – Emir af Qatar, der ikke bare investerede men købte 70 procent af klubbens aktier gennem den statsejede organisation Qatar Sports Investments.
I marts 2012 opkøbte QSI de resterende 30 procent i klubben, mens organisationens formand, Nasser Al-Khelaifi, blev indsat som Paris Saint Germains nye præsident. Allerede samme år fandt Al-Khelaifi den tunge pengepung frem, da han blandt andet hentede Zlatan Ibrahimovic, Thiago Silva, Marco Verratti, David Beckham, Ezequiel Lavezzi og Lucas Moura til klubben.
Året efter fulgte Edinson Cavani, mens også David Luiz, Angel Di María og Julian Draxler efterfølgende kom til for store transfersummer. Helt voldsomt blev det dog i sommeren 2017, hvor den nu Qatar-ejede klub udløste Neymars 222 millioner euro frikøbsklausul i FC Barcelona, mens også Kylian Mbappé kom til fra AS Monaco på en lejeaftale, der sommeren efter blev gjort permanent for 145 millioner euro.
Siden er der, med undtagelse af de 60 millioner euro, klubben brugte på angriberen Mauro Icardi, blevet droslet lidt ned for de enorme udskrivninger på transferfronten.
Med denne sommers tilføjelse af Lionel Messi, Sergio Ramos, Georginio Wijnaldum, Gianluigi Donnarumma og Achraf Hakimi bliver det svært for den tidligere tennisspiller fra Qatar, Nasser Al-Khelaifi, at retfærdiggøre, hvis ikke de står med pokalen med de store ører i Sankt Petersborg til maj.
