NordicBet Ligaen

Rutineret AaB-angriber: Forkert vej i længere tid

Nicklas Helenius fik sine første spilleminutter for AaB i 2024 mod Frederica torsdag aften. Efter kampen satte han ord på, hvordan han ser situationen i den nordjyske klub.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Der er noget, der er anderledes, end det før har været i AaB. Det har Nicklas Helenius fornemmet i længere tid.

Rutinerede Helenius har spillet FOR aalborgenserne gennem mange år og ved, hvad han snakker om. Han har også prøvet at spille MOD AaB flere gange, så der er også ting, han har bemærket udefra.

Sort på hvidt er den nordjyske traditionsklub i NordicBet Ligaen for første gang i flere årtier, og der sker ændringer uden for kridtstregerne. Så der er noget om snakken.

– Jeg synes, det er i længere tid, at det er gået den forkerte vej i AaB. Det har jeg egentlig også sagt før, dengang jeg var i Silkeborg.

– Nu er der kommet en ny ejer og en ny måde at gøre tingene på. Det skal vi alle være med på og stå bag. Og så skal vi have bygget det her op igen, siger den tidligere Aston Villa-spiller til Campo.dk.

Vi har nogle af Danmarks bedste fans, og vi har også holdet til det, så det er noget, vi har indeni os.

Nicklas Helenius

Handler om de små ting på banen

Interviewet er lavet på bagkant af nederlaget mod FC Fredericia på 2-1. En sejr ville have betydet, at AaB ville booke en billet til den kommende Superliga-sæson. Men den må vente lidt endnu.

Nicklas Helenius blev efter godt 75 minutter smidt i kamp for første gang i 2024. Og han var med egne ord “skidetræt efter fem minutter”. Størstedelen af kampen så han et AaB-mandskab som han synes prøvede, men der er noget, som mangler.

– Jeg ser et AaB-hold som har vilje og lyst til at være den bedste udgave af sig selv. Og det er nemt at sidde at sige, men jeg kan mærke det på holdet.

– Men vi mangler et eller andet, det er der ingen tvivl om.

Men kan du mærke, hvad det er?

– Det er jo ikke en stor ting, det er mange små ting i helhed. Altså når Fredericia smider bolden, tror jeg, de står bedre på banen, end vi gør.

– Vores omstillingchancer bliver heller ikke så store, som de skal. Så det er de små ting, siger angriberen.

Til trods for nederlaget dufter det fortsat af, at det er et spørgsmål, om “når” snarere end “hvis” AaB rykker op igen. En oprykning vil naturligvis også være med til at skubbe klubben fremad.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Helenius peger på en faktor, han gerne vil have genskabt: En skræmmende hjemmebane.

– Vi skal igen have en følelse af, at når der kommer modstandere til Aalborg Stadion, så frygter de det helt vildt.

– Vi har nogle af Danmarks bedste fans, og vi har også holdet til det, så det er noget, vi har indeni os, siger Helenius.

Det er som nævnt den overvejende sandynlighed, at AaB spiller Superliga-fodbold efter sommerferien. Men der er også kritik af kvaliteten af nordjydernes spil.

Spørger man Nicklas Helenius, har AaB materialet til det næste niveau. Men han peger også på, det ikke altid er det, som fodbold handler om.

– Spiller for spiller er der mange, som har niveauet. Sidste sæson havde vi måske flere gode spillere, men der var vi jo ikke gode nok i Superligaen.

– Så det handler lige så meget om, at man får den samme rytme hver gang. Vi skal gøre de samme ting, og vi skal tro på det, vi laver, så er vi gode nok, siger han.

AaB kan sikre sig oprykningen mod Hobro. Kampen spilles den 5. maj klokken 15 i Aalborg.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P