Om Campo.dk
Campo.dk er et passioneret fodboldnyhedssite, der fokuserer på såvel international som dansk fodbold. Vi kommer dagligt først med de fleste nyheder, og vi stræber altid efter at fortælle de mest relevante nyheder, give dig et effektivt overblik samt at folde de baggrundshistorier ud, der kan gøre dig klogere. Vi skaber overblik og indsigt.
Campo betyder ‘bane’ på flere sprog, og vi sørger for at vores øjne er rettet mod spillet på banen, når de væsentligste kampe spilles, eller når der er træning i Superligaen. Campo.dk ønsker at bidrage med unikke historier og interviews, og vi prioriterer skarpt, når vi giver dig dit overblik.
Campo.dk drives af selskabet Sports Content ApS, og hver dag udgiver vi unikt indhold fra især de bedste danske fodboldligaer. Du kan også følge med på vores sociale medier Instagram, Facebook og Youtube, hvor vi udgiver masser af video og lyd.
Mød redaktionen
Troels Bager Thøgersen – chefredaktør
Troels Bager Thøgersen er en erfaren medieleder med mange år på bagen som chefredaktør for Tipsbladet. Fra efteråret 2025 har han været chefredaktør for Campo, og missionen er at fortsætte Campos positive udvikling, hvor kvalitetsjournalistik og troværdighed er i højsædet. Ud over arbejdet med nyheder og dybdegående artikler og kommentarer har Troels Bager Thøgersen også erfaring med video- og lydproduktion, der er et centralt indsatsområde på Campo. Han har i en længere årrække stemt til Ballon d’Or og har ud over gode fodboldfortællinger en forkærlighed for tal og kritisk journalistik om fodboldbranchen.
Mathias Blohm Schytte – redaktionschef
Mathias Blohm Schytte‘s første fodboldminde er, ligesom 90% af alle andre børn født i 80’erne, da John ‘Faxe’ Jensen sjaskede bolden ind bag Bodo Illgner i EM-finalen ’92. Han elsker Paul Scholes og Zinedine Zidane, men bryder sig til gengæld ikke særlig meget om hverken Gary Neville eller Jamie Carragher, og så hader han FIFA – altså (også) spillet.
Emil Søndergaard Andersen – journalist
Emil Søndergaard Andersen voksede op med en fodbold ved fødderne. Der blev både spillet i haven og i børnehaven, og senere hen i skolen og fritidsklubben. Som lille forsøgte Emils forældre forgæves at begrænse skaderne på husets facade, hvor Emil ofte stod og spillede op ad husets røde murstensmur. Det gjorde de ved at købe en fodbold, der fra producentens side var fastbundet til en form for livrem ved hjælp af en elastik, således man kunne spille med sig selv uden en mur. Det var dog ikke det samme. Emil opgav hurtigt, og genoptog projektet med at ødelægge husets facade gennem boldspil.
Kasper Gregersen – journalist
Kasper Gregersen er født med fødderne plantet i den midtjyske muld, hvor en hælervarer-købende egypter fortryllede egnen og denne unge mand. Inden længe var det dog spillere som Tim Cahill, Leon Osman og Alessandro Del Piero, der stjal hans opmærksomhed. Kærligheden til den blå del af Merseyside er til stor undren for andre, og det kan man jo af og til godt forstå.
Tobias Thomasen – journalist
Tobias Thomasen blev for alvor interesseret i fodbold ved EM i 92. Herefter fulgte teenageår proppet med Tipslørdag fra Premier League og de sene kampe med Barca og Michael Laudrup. Har fodboldminder fra møde med Beckham, EM-semifinalen i 96 på det gamle Wembley mellem England og Tyskland og en gåtur inde på det historiske græstæppe på Nya Ullevi.
Emma Sparre Juul Hansen Toft – journalist og vært
Emma Sparre Juul Hansen Toft har, udover sine mange efternavne, arvet fodboldinteressen fra sine forældre. Hun har siden barnsben tilbragt weekender på sidelinjer og tribuner rundt i hele kongeriet, hvilket har skabt grobunden for en kæmpe kærlighed til dansk fodbold og groundhopping. Derfor er alle stadions i Superligaen, NordicBet Ligaen og 2. Division også besøgt, mens udenlandsrejser også altid byder på en fodboldkamp eller to, som troligt registreres på appen Futbology.
Sebastian Pfaff – journalistpraktikant
Så langt tilbage, Sebastian kan huske, har fodbold været hans store passion. I barndommen blev timerne med bolden ved fødderne kun afbrudt af timerne foran tv’et, hvor han så den ene kamp efter den anden. Særligt de sene aftener med højintense, dramatiske og nogle gange knapt så kønne El Clásicos – de opgør, hvor hele verden så med, og hvor en ung Sebastian sad klistret til skærmen – var med til at forme hans kærlighed til spillet.
Kasper Benthien – skribent
Kasper Benthien‘s fodboldopvækst er foregået på de sønderjyske marker, hvor interessen først tog fart. Han elsker Manchester United, og når han ikke skriver fodboldartikler, dyrkes fodboldinteressen gennem Football Manager, hvor han i skrivende stund er ved at sikre Aarhus Fremad trofæet med de store ører.
Alexander Hjorth – skribent
Alexander Hjorth startede sin rejse som journalist ved mediet KSDH, der dækker AGF tæt. Her blev han introduceret for, hvor sur Uwe Rösler kunne blive, men også, hvor fantastisk det var at kunne formidle små og store detaljer til læserne. Derfor har Alexander brugt mange kolde vinterformiddage på Fredensvang. I tiden hos KSDH blev han også en central del af podcasten Lyden AGF. Udover det har han også arbejdet for AGF, hvor han var en del af klubbens afdeling, der står for livestreams af ungdoms-, kvinde- og reservekampe.
Mads Svendsen – skribent
“Giv bolden til Robert” er Mads’ tidligste fodboldminde fra Sejs-Svejbæk, da storebrorens juniorhold en kort overgang blev båret frem af en vis Robert Skov. Siden fulgte en årrække, hvor dong-bold og sport på 3’eren var det faste lydtapet til ethvert aftenmåltid. Interessen for fodbold eksploderede dog på en tur til Goodison Park med farfar i 2010, og siden har Mads hver weekend trofast tunet ind, når bolden har rullet i de danske og engelske ligaer.
Lucas Pehrson – skribent
Lucas har fået sin fodboldopdragelse i det nordjyske, hvor banerne og blæsten i Aalborg har fulgt ham siden femårsalderen. Fodbold fylder det meste af dagen, uanset om det er på skærmen eller ude på banen. Når han ikke skriver om de seneste fodboldnyheder, bliver der sat tid af til diverse fodboldspil især Football Manager, hvor han i øjeblikket forsøger at gøre Vejgaard Boldspilklub til en af landets store klubber. Der bliver også gerne kørt flere kampe på én gang, når weekendens kampprogram er fyldt.
Emil Jensen – skribent
Mit første fodboldminde var, da jeg som 5-årig i 2010, blev hevet med i Parken af min far for at se FC København – siden da er det blevet til flere hundrede kampe på tribunen, hvor kampene imod Barcelona og Manchester United står som de største oplevelser. Når jeg ikke skriver om fodboldnyheder, bliver tiden brugt på at se Superligaen, Champions League og forsøge at følge med i undervisningen på DMJX.
Louise Ditlevsen – PA & Marketing Manager
Udover EM i 92, er en af Louises første store fodboldoplevelser, da hun i 1999 arbejdede i en kortere periode hos en grafisk virksomhed i Oxford. Kollegerne inviterede hende med på White Hart Lane, hvor Tottenham Hotspur mødte Nottingham Forest FC. Det var en stor oplevelse både at se kampen og opleve stemningen. Senere er det blevet til flere besøg på Anfield, blandt andet i 2018, hvor Liverpool vandt 5-0 over Watford. Fodbold fylder rigtig meget i Louises familie.
Allan Hvid – Stifter og CEO
Allan Hvid var i de tidlige år af sin karriere reporter, vært og redaktør på TV 3 SPORT, inden han i 2008 stiftede mediet 442.dk og sidenhen sportskanalen – Kanal Sport. Fra 2014 til 2021 var Allan Hvid chef for fodbolddækningen på TV 2. Hans højdepunkter som sportsjournalist er, da Thierry Henry gjorde grin med ham efter et kritisk spørgsmål på et Champions League-pressemøde samt interviewene med de to store forbilleder – Steven Gerrard og Michael Laudrup.
Du kan ikke kontakte de enkelte medarbejdere direkte, men du kan få kontakt til os på kontakt@campo.dk.
Redaktionen hører hjemme i Aarhus C, hvor vi sidder i det helt nye kontormiljø i Partnerhuset i Universitetsbyen, hvor erhverv, innovation, iværksætteri og forskning fra Aarhus Universitet mødes.