20 mio for angriber: Derfor tøver AGF og Brøndby
ANALYSE: Der er flere årsager til, at AGF og Brøndby ikke uden videre henter en ny, dyr angriber, selv om de kunne bruge sikre målscorere.
AGF
Alexander Lind
Brøndby IF
Cho Gue-sung
Danmark
FC Midtjylland
FC Nordsjælland
Marcus Ingvartsen
Mathias Kvistgaarden
Ohi Omoijuanfo
Patrick Mortensen
Sverige
Tobias Bech
Youssouph BadjiVi tamper regelmæssigt Carsten V. Jensen i AGF oven i hovedet, det samme gælder til dels Julius Ohnesorge i Brøndby IF og i den anden ende af tabellen Silkeborgs Jesper Stüker.
For hvorfor henter de fodbolddirektører og sportschefer dog ikke de angribere, alle kan se, der er brug for?
Behovet har været tydeligt i AGF i lang tid, hvor man i begge transfervinduer i 2026 forsøgte at finde en afløser for Patrick Mortensen.
Og Brøndbys sats på sidstnævnte som ene nye mand i sommer virkede også som en stor tillidserklæring – og medfølgende pres – på teenageren Jacob Ambæk, der trods alt stadig er ved at finde fodfæste i seniorfodbold.
Men der er flere gode forklaringer på, at cheferne i de to klubber og deres kolleger i FCK, Silkeborg og flere andre Superliga-klubber ikke bare går ud og lægger 20-25 millioner kroner på en ny angriber, samtidig med at de er villige til at bruge mange millioner på midtbanen.
En pivsvær operation
Et par uger før transfervinduet i Superligaen lukkede, så vi på Campo på de angribere, der har kostet minimum 10 millioner kroner i transfer at købe til en Superliga-klub de seneste år.
Det er gode navne på listen, der alle så interessante ud, da de kom til Danmark.
Se listen over de dyreste Superliga-angribere siden 2021
Men både de seneste år, og vi går tilbage i 10'erne i Superligaen, viser det sig, at det overhovedet ikke er garanti for succes at købe en angriber dyrt.
Af de navne, vi så på fra perioden 2021 til nu, har kun German Onugkha haft meget stor succes i Superligaen, mens Cho Gue-sung, Marcus Ingvartsen og Andreas Cornelius har haft gode perioder, mens første- og sidstnævnte også har haft meget lange skadesfravær.
Det er mildest talt blandet udbytte, Superliga-klubberne har fået ud af deres dyrest indkøbte angribere.
Et par klubber som FC Midtjylland og FC Nordsjælland (der lige nu har godt udbytte af dyre Alexander Lind) har haft stor succes med at finde helt unge angribere uden store transfers involveret, og kan man udlede noget er det, at transferbetalingen på en angriber ikke dikterer, om han slår til i Superligaen.
Mange vil have dem
Ser vi kvalitativt på processen, er angriberpladsen også noget af det sværeste at købe ind til.
Angribere er så attraktive, at klubber i hele verden er villig til at betale mere og ikke mindst hurtigere end på nogen anden position, det vil sige efter relativt korte perioder med stabil målscoring eller lovende takter.
Der er en grund til, klubber i Sverige og Norge har haft overraskende meget held til at sælge danske angribere, der ikke slog til i Superligaen eller kun var gode i 1. Division, for store beløb til store fodboldligaer de seneste år – der skal bare ikke meget til, før man kan få muligheden i en stor transfer som angriber.
Så konkurrencen er stor om spillerne på positionen, der er usikkerhed indbygget i, om en angriber slår til eller ej, og det gør angriberkøb til en risikabel affære.
Brændte naller
Det kan man også se, hvis vi tager AGF og Brøndby IF som eksempler.
AGF gjorde en af de bedste handler i nyere Superliga-historie, da man købte Patrick Mortensen i norske Sarpsborg, men siden har indkøbte angribere haft det svært.
Sigurd Haugen, Youssouph Badji, Richmond Gyamfi og David Kurminowski kostede betydelige millionbeløb, Janni Serra, Søren Tengstedt og Sebastian Grønning kom på fri transfer, hvor kun førstnævnte har bidt sig nogenlunde fast efter at have været udlejet.
Tobias Bech er det tætteste, man kommer på som stor succes siden ankomsten fra Tyskland – men han er mere hængende angriber eller kant end nier.
I Brøndby har Michael Gregoritsch, Emmanuel Dennis, Mileta Rajovic, Emmanuel Yeboah og Ohi Omoijuanfo forsøgt sig og ofte haft det svært i cirka samme periode.
Så går det straks bedre med dem, man selv har igennem systemet som Mathias Kvistgaarden, Jacob Ambæk og James Bogere.
Det betyder naturligvis ikke, at AGF og Brøndby er forhindret i at køre forsøget igen på januarmarkedet.
Men ovenstående kan være forklaringen på, at Carsten V. Jensen og hans kolleger i Brøndby Benjamin Schmedes og senest Julius Ohnesorge har været mere trygge ved at bruge mange millioner kroner på midtbanespillere.
AGF betaler lige nu stadig millioner i spillerbudgettet for transfers af Youssouph Badji og Richmond Gyamfi, der lige nu spiller i Grækenland og Norge på lån.
Brøndby har også betalt godt for at have Gregoritsch og Dennis på kontrakt og afhændede i sommer Emmanuel Yeboah uden at få en krone for ham.
Den slags sætter sig i knoglerne såvel som regnskabet, så skal AGF, Brøndby og deres rivaler på markedet efter en angriber, skal de være så sikre som muligt, hvis der skal betales mange millioner.
