Efter stærk sæson: Tidligere Brøndby-profil er kontraktfri
Ohi Omoijuanfo skal på jagt efter en ny arbejdsgiver.

En tidligere Brøndby-profil skal på jagt efter en ny klub.
Ohi Omoijuanfo er nemlig kontraktfri efter sit ophold i Kina, hvor han senest har leveret en stærk sæson.
Den 32-årige nordmand har over for Tipsbladet bekræftet, at han ikke har hørt noget fra den kinesiske klub om en mulig forlængelse, og derfor står han nu frit til at finde en ny arbejdsgiver.
Angriberen har ellers haft en flot sæson i Changchun Yatai, der huserer i den næstbedste kinesiske række.
I 29 kampe har han scoret ni mål og leveret ni assists, hvilket sikrede ham en plads på sæsonens hold.
Men nu venter et nyt kapitel i angriberens fodboldliv, der tæller ophold i flere norske klubber, Røde Stjerne, Brøndby IF og altså senest Changchun Yatai.
Og et retur til Skandinavien kan faktisk være på tale i denne omgang.

I oktober fortalte Ohi til Tipsbladet, at han er åben for muligheder både i og uden for Skandinavien, og han udelukkede heller ikke et comeback til Danmark eller Norge.
- Jeg udelukker bestemt ingenting i forhold til min næste klub. Jeg trives godt som udlandsprofessionel og synes stadig, det er spændende at opleve nye ligaer og kulturer. Derfor er jeg åben over for muligheder både i og uden for Skandinavien, fortalte den tidligere Brøndby-spids tidligere på året.
Ohi kom til Brøndby fra Røde Stjerne i 2022 for omkring 11 millioner kroner og nåede 68 kampe i den gulblå trøje, hvor det blev til 25 scoringer, inden han forlod Vestegnen i januar 2025.

Brøndby IF
Ohi Omoijuanfo











