Kritiserer tidligere AGF-komet trods vanvidskasse
Albert Grønbæk lavede et pragtmål, men måtte alligevel lægge øre til kritik fra sin landsmand.

Fredag aften var en tidligere AGF-profil i hopla.
Albert Grønbæk leverede nemlig både mål og assist, da Hamburger SV slog Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen, og scoringen var i en klasse for sig.
Alligevel var HSV-holdkammeraten, Yussuf Poulsen, ikke helt tilfreds med sin danske kollega fra kampens begyndelse.
Det fortalte den tidligere landsholdsangriber efter opgøret ifølge det tyske medie Bild.
- Jeg var lidt sur på ham i første halvleg, fordi han mistede bolden for mange gange, sagde Poulsen og understregede at indtrykket vendte kort efter.
- Men efter det 25. minut var han fremragende.

Yussuf Poulsen var da heller ikke i tvivl om det tidligere AGF-talents kvaliteter, da han blev spurgt direkte.
- Ja, han er god, lød det med et grin fra den mangeårige RB Leipzig-profil.
Albert Grønbæk snuppede prisen som kampens spiller og står nu noteret for tre mål og fire assists på tværs af alle turneringer i denne sæson.
Poulsen blev selv skiftet ind i stedet for Grønbæk med ti minutter tilbage af fredagens opgør og har scoret to gange i Bundesligaen.

Yussuf Poulsen
AGF
Albert Grønbæk












