Officielt: Sønderjyske fyrer cheftræner
Klubben har nu bekræftet, at den har fyret Fatah Abdirahman.

Bold kunne fredag eftermiddag erfare, at Fatah Abdirahman var færdig som cheftræner i Sønderjyske.
Nu bekræfter klubben, at det er sagen.
Det melder Sønderjyske på klubbens hjemmeside. Her skriver Sønderjyske, at de har valgt at ophæve samarbejdet med Abdirahman med omgående virkning.
Fatah Abdirahman blev hentet ind som erstatning for Thomas Nørgaard, efter at sidstnævnte skiftede til Brøndby IF.
Det er blevet til 14 kampe i roret for Sønderjyske-mandskabet for den 34-årige cheftræner.

I de 14 kampe er det blevet til tre sejre, to uafgjorte og ni nederlag. En af sejrene var i Betano Pokalen.
Sportschef i Sønderjyske Fodbold, Casper Daather, takker Fatah Abdirahman for samarbejdet, men fortæller også, at det ikke er gået som håbet.
- Først og fremmest vil vi gerne takke Fatah for indsatsen i Sønderjyske Fodbold. Han har lagt et stort arbejde i klubben, og vi er ikke i tvivl om, at han er et stort trænertalent med en spændende fremtid foran sig. Vi ønsker ham alt det bedste fremover.
- Vi må desværre konstatere, at vi ikke er der i dag, hvor vi havde håbet og forventet, at vi ville være, og derfor føler vi os nødsaget til at tage denne beslutning.
Casper Daather fortæller, at det aldrig er en nem beslutning, men at de så sig nødsaget til det.
- Vi ønsker at give holdet en frisk start og skabe de bedst mulige forudsætninger for, at vi kan indfri vores målsætning om at sikre overlevelse i 3F Superliga, siger sportschefen.
Fatah Abdirahman havde naturligvis håbet, at samarbejdet med Sønderjyske ville vare længere, og at han gerne ville have haft mulighed for at gøre arbejdet færdigt.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det slutter her. Jeg har haft en stor tro på, at jeg sammen med staben kunne flytte holdet og være med til at indfri målsætningen for sæsonen.
- Jeg har været glad for min tid i Sønderjyske Fodbold, og jeg har hver eneste dag arbejdet målrettet for at skabe udvikling og resultater. Jeg havde gerne set, at vi havde fået mere stabilitet og kontinuitet i vores præstationer, og jeg ville meget gerne have haft muligheden for at gøre arbejdet færdigt.
Der er dog også flere ting, den unge cheftræner kan tage med fra tiden i klubben.
- Jeg vil se tilbage på en spændende og lærerig tid i Sønderjyske Fodbold. Jeg vil gerne sige tak til spillerne, staben, medarbejderne og alle omkring klubben for samarbejdet.
- Jeg ønsker klubben alt det bedste fremover og håber, at holdet lykkes med at indfri målsætningen for sæsonen, afslutter Fatah Abdirahman.
Fatah Abdirahman kom til klubben efter en rolle som assistenttræner under Rasmus Bertelsen i Randers FC.
Til søndagens kamp mod FC Midtjylland bliver det assistenttrænerne Simon Poulsen og James-Oliver Pearce, der styrer roret.
Klubben har endnu ikke meldt ud, hvem der bliver den permanente erstatning for Fatah Abdirahman.

Brøndby IF
Sønderjyske












