BIF-fans i Parken: Politiet forberedt på fanmarch Fotos: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

BIF-fans i Parken: Politiet forberedt på fanmarch

For første gang i mere end to år er der Brøndby i Parken til derby, og alle involverede parter er på stikkerne forud for søndagens middagskamp.

Brøndby FC København Politiet Parken
Fotos: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

På søndag er der københavnsk derby, hvor FC København og Brøndby IF mødes i en kamp, der er vigtig for begge mandskaber på tærsklen til landsholdspausen og den sidste måned i 2026 i Superligaen.

Men også uden for banen afventes derbyet med stor spænding blandt klubber, fans og medier.

Og hos Københavns Politi har man længe forberedt sig på kampen, der altså er den første i to år med Brøndby-fans, efter flere tilfælde af ballade fik myndighederne til at lukke for udefans til derbykampe i såvel Brøndby og i Parken.

- Der er planlagt en fanmarch for Brøndby-fans fra Svanemøllen Station. Vi er til stede og forventer, at det kan påvirke trafikken fra og omkring Svanemøllen Station, hvilket man skal være opmærksom på, oplyser Københavns Politi til Campo.

Københavns Politi oplyser, at man har et øje på fanmarchen.

Brøndbys Marko Divkovic og FCKs Marcos Lopez under Superligakampen mellem FC København og Brøndby IF i Parken i København søndag den 23. november 2025

Op til seneste derby i Brøndby i september var der et par episoder i dagene op til, hvor ikke mindst gul røg under FCK's pokalkamp i Skovshoved sprang i øjnene og vakte stor opsigt.

Der har indtil nu ikke været noget tilsvarende op til søndagens derby, og politiet har de seneste dage og frem mod søndagens opgør opmærksomhed på relevante tilholdssteder for fans, så ingen fristes til at gøre noget, de ikke bør gøre.

Visitationszone og tilbageholdelse af fans

Københavns Politi har fra klokken 6 til 20 søndag indført visitationszone på Østerbro omkring Parken, hvor man kan visitere personer og standse biler, og efter kampen bliver Brøndby-fansene tilbageholdt på tilskuerafsnittet i en time, så ordensmagten kan sikre, der ikke står nogen klar uden for stadion til at starte ballade.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Vi håber selvfølgelig altid på, at det hele foregår så fredeligt som muligt, og vi kommer til at være til stede i passende omfang. Vi har samtidig vurderet, at muligheden for at kunne tilbageholde udeholdets tilskuere er et relevant værktøj for os, og derfor har vi udstedt påbuddet, siger ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Vi oplyser som udgangspunkt ikke i detaljer om vores konkrete indsatser, men vi er opmærksomme på de to fangrupperingers forhold til hinanden, og vi fører for tiden tilsyn med relevante områder og tilholdssteder, lyder det også fra Københavns Politi.

- Som det klare udgangspunkt håber vi på, at dagen kommer til at forløbe både festligt og fredeligt, siger ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.

Der er kickoff mellem FC København og Brøndby IF allerede klokken 12 søndag.

Kampanalyse 2,25 Udinese kan tage point i bundopgøret Venezia vs Udinese Serie A Læs analysen her
Afvist! FCK og Brøndby får begge nej

Mest læste

Notifications

Notifikationer