Fra weekendfest til grå hverdag: Er Ulvene kørt flade?
FC Midtjylland måtte nøjes med pointdeling i Albanien.

FC Midtjylland fik sig en tumultarisk optakt til kampen mod albanske Egnatia.
På grund af optøjer i hovedstaden Tirana blev kampen flyttet til en ny arena i Elbasan, hvor græstæppet absolut ikke levede op til europæisk standard.
Det kunne tyde på, at forstyrrelserne alligevel fik sat sit aftryk på gæsternes spil. Ulvene måtte i hvert fald dele porten med det albanske tophold. Læs Campo's konklusion nedenfor.

Opturen
Med et uafgjort resultat mod albanske Egnatia, hvor danskerne på forhånd var klare favoritter, skal man grave dybt for at finde de positive elementer frem.
Mike Tullberg kan dog glæde sig over, at Cho Gue-Sung fik gang i målscoringen.
Sydkoreaneren har kigget længe efter netmaskerne, hvor det blot er blevet til én scoring i Superligaen denne sæson.
Det var derfor en tiltrængt scoring til FCM-angriberen, da han stangede gæsterne på 1-1 i første halvleg, selvom det ikke var nok til at løbe med alle tre point.

Nedturen
Stilheden på lægterne var som at blive taget tilbage til Corona-fodbold.
Det var langt fra en heksekedel i kulissen. Med god vilje kunne man næsten høre en knappenål falde til jorden.
Tidligere torsdag måtte hjemmeholdet flytte kampen til byen Elbasan på grund af optøjerne i hovedstaden Tirana.
Det havde den kedelige effekt, at de to mandskaber nærmest spillede for tomme tribuner.
Hverken græstæppet eller stemningen var en europæisk fodboldkamp værdig.
Overraskelsen
Har weekendpausen været lidt for lang, NK?
Ved Egnatias føringsmål sover Rasmus Nissen Kristensen noget i timen, da en bold bliver slået ind bag ham i hans side af feltet, hvor en fri Ildi Gruda kan pande Egnatia i front.
FC Midtjyllands defensive skanse har nærmest været deres varemærke denne sæson i Superligaen, så det vil nage Tullberg at indkassere et mål som dette, hvor koncentrationen hos en af de bærende profiler svigter.
Det holder Campo øje med
Kan FCM-defensiven stå distancen med et hæsblæsende kampprogram inden den næste landskampstermin?
Skaderne er haglet ned over Tullbergs tropper, som senest har tilføjet både Magnus Jensen og Viktor Bak, to af de bærende søjler i defensiven, til skadeslisten.
FC Midtjylland har bidt sig fast i toppen af Superligaen, særligt med sejren over FCK i seneste runde. Med Ulvenes deklareret ambition om at række ud efter det danske mesterskab, samtidig med at der skal præsteres i Conference League, kommer der til at blive trukket store veksler på spillerne.
Det kræver, at hele truppen kommer i omdrejninger og spiller op til sit bedste, hvis Tullberg skal kunne tillade sig at økonomisere med spilleminutterne.

Cho Gue-sung
FC Midtjylland
Rasmus Nissen Kristensen












