Historisk aften for AGF ender bittert – og gammelt problem spøger
AGF måtte se sig besejret af Gent efter en sen scoring i Belgien. Her er Campos konklusion.

Et stykke AGF-historie blev skrevet torsdag aften.
De danske mestre tog hul på sit første europæiske ligaspil nogensinde med et opgør mod det storspillende belgiske mandskab Gent, der har taget Jupiler Pro League med storm i denne sæson.
Det aarhusianske udebaneafsnit var udsolgt, og de medrejsende AGF-fans måtte se Jakob Poulsens tropper lide et bittert nederlag efter en Gent-scoring i kampens døende minutter.
Opgøret sluttede 1-0 til Gent.
Her er Campos konklusion fra opgøret.
Opturen
Mellemrubrikken hedder opturen, men starter med en nedtur - med tanke på, hvordan det endte.
AGF sidder tilbage og er helt sikkert super bitre efter at indkassere et mål så sent i kampen.
Det endte med at blive en forsvarskamp for AGF i anden halvleg, hvor mandskabet forsøgte at krige ét point hjem. Sådan endte det ikke. Den gør ondt. AGF var så tæt på et flot resultat efter en mandfolkeindsats.
AGF kan dog tage positive takter med sig fra opgøret.
Blot 72 timer efter sæsonens første Superliga-sejr formåede aarhusianerne at holde trit med et velkørende Gent-mandskab langt ind i kampen - endda med markante profiler som Frederik Tingager og Tobias Bech på bænken fra start.
Der var bund i store dele af det, AGF leverede - og der blev spillet klogt.
Det her var på papiret en af de sværeste opgaver i de seks Conference League-kampe for AGF - og det så ganske lovende ud.
AGF kan rejse hjem og tage meget med fra Gent.
Nedturen
Sæsonens indledning var hård ved AGF.
De mange europæiske kvalifikationskampe sideløbende med Superligaen tog hårdt på De Hviie, der pådrog sig flere skader, heriblandt til Gift Links, der ikke har været i aktion siden returkampen mod Benfica sidst i august.
AGF har til tider været tyndt besat og udfordret, og Jakob Poulsen har i flere interviews gjort det klart og tydeligt, at han er meget opmærksom på at rotere og bruge truppens bredde de kommende måneder, hvor der spilles kampe næsten hver tredje-fjerde dag. Det er han sådan set tvunget til.
Derfor var det rigtig skidt nyt for Aarhus-holdet, da Mikael Anderson allerede efter 21 minutter måtte lade sig udskifte med en skade.
Det er uvist, hvor alvorligt det er, men den islandske landsholdsspiller var i hvert fald ikke i stand til at spille videre og måtte humpe tilbage til bænken.
Han blev erstattet af Frederik Emmery, og det giver sig selv, at det ikke var planen, at han skulle i spil så tidligt - særligt med henblik på weekendens svære udebanekamp mod FC København.
De der skader kan blive rigtige dyre.
Overraskelsen
Det har været et tema i lang, lang tid - også i sidste sæson. Hvem skal være AGF's angriber? Og hvor skal aarhusianernes mål komme fra?
Det er en problematik, der går igen.
Torsdag aften valgte Jakob Poulsen både Stefen Tchamche og James Bogere fra start, og det blev aldrig en succes.
Skulle Janni Serra ikke have fået chancen i stedet?

Han står trods alt noteret for tre sæsonscoringer og har et imponerende målsnit.

Både Tchamche og Bogere var anonyme og fik aldrig sat sit præg på kampen.
Omvendt kan man igen rose Frederik Emmery. Det SKAL komme fra den unge aarhusianer.
Det holder Campo øje med
Hvad Campo holder øje med, kommer lidt i forlængelse af 'nedturen'.
For nu har AGF fået skudt gang i sit europæiske eventyr.
Europa skal rejses tyndt, og der skal spilles et hav af kampe med både Conference League, Superligaen og Betano Pokalen.
Hvordan kommer AGF til at håndtere den opgave? Har AGF allerede i løbet af de europæiske kvalifikationskampe gjort sig nogle værdifulde erfaringer?
Det bliver særligt interessant at følge, når vi kommer længere ind i den europæiske turnering, men vi får måske allerede de første svar søndag, hvor AGF gæster FC København i Parken, og næste torsdag, hvor albanske Egnatia sætter kurs mod Cepheus Park i Randers.

AGF
Gent












