Eksklusivt: TV-millioner på spil i Superligaen
Der er flere millioner kroner at spille om for Superliga-klubberne til weekenden, hvor de seks resultater dikterer fordelingen af første portion placeringspenge i medieaftalen.

Fodboldtrænere har travlt med at fortælle, at resultaterne i samtlige spillerunder tæller, og det har de naturligvis ret i, når mesterskab, Europa og nedrykning placeres til maj.
Men til weekenden er der i økonomisk forstand standpunktskarakterer i forhold til Superligaens tv-aftale.
Her spiller klubberne 11. runde i Superliga-sæsonen 2026/27, og ud fra stillingen efter runden fordeles første portion af tv-pengene.
Det er absolut ikke småpenge, der er på højkant.
Ifølge Campos oplysninger er der omkring 350 millioner kroner til fordeling i præmiepenge i denne Superliga-sæson til de 12 klubber, og det er en pæn pose af de millioner, der fordeles ud fra stillingen mandag aften efter derbyet mellem Viborg FF og FC Midtjylland.
Og det er mange penge, klubberne ifølge Campos beregninger dyster om, som man kan se i oversigten her.

TV-penge for placering efter 11. runde
FC København
Mulig placering: 1-2
Forskel: 2,3 millioner kroner
FC Midtjylland
Mulig placering: 1-3
Forskel: 3,9 millioner kroner
Viborg FF
Mulig placering: 2-4
Forskel: 2,4 millioner kroner
FC Nordsjælland
Mulig placering: 3-5
Forskel: 1,4 millioner kroner
Brøndby IF
Mulig placering: 4-5
Forskel: 600.000 kroner
AC Horsens
Mulig placering: 6-9
Forskel: 1,4 millioner kroner
Silkeborg IF
Mulig placering: 6-10
Forskel: 1,7
Randers FC
Mulig placering: 6-11
Forskel: 2,1
OB
Mulig placering: 6-11
Forskel: 2,1
AGF
Mulig placering: 7-12
Forskel: 1,8
Lyngby
Mulig placering: 8-12
Forskel:1,5
Sønderjyske
Mulig placering: 10-12
Forskel: 0,6

Kampe i 11. runde
Fredag 19.00: AC Horsens-Randers FC
Søndag 14.00: Lyngby Boldklub-FC Nordsjælland
Søndag 14.00: Sønderjyske-Silkeborg IF
Søndag 16.00: OB-Brøndby IF
Søndag 18.00: FC København-AGF
Mandag 19.00: Viborg FF-FC Midtjylland

Hedt derby i Viborg
Mest på spil målt rent på kroner og ører til den kommende runde er der i Viborg.
Her kan FC Midtjylland før runden, blive etter, hvis ellers FCK ikke har slået AGF i kampen i Parken søndag aften. Gør FCK det, er de sikret førstepladsen.
Smider FCK point, er der 3,9 millioner kroner på højkant for FCM, der ved at slå Viborg så bliver etter, mens man med et nederlag til Viborg i stedet bliver overhalet af de grønblusede og er treer.
Også FC Nordsjælland, Silkeborg IF, Randers FC og AC Horsens dyster om millionbeløb i spillerunden, da de kan ryge op eller dumpe ned.
Mindst på spil har Brøndby IF, der ikke kommer ud af flækken, med mindre FCN taber derbyet til Lyngby, samt Sønderjyske – begge klubber kan finansielt flytte 600.000 kroner i 11. runde.
Se den samlede fordeling af tv-penge i 2024/25-sæsonen her

Samlet fordeling af tv-penge i Superligaen
Når sæsonen er ovre, vil et dansk mesterhold, især hvis det er FC København eller FC Midtjylland, meget vel tjene i alt 45 millioner kroner fra medieaftalen.
Færrest penge er det typisk nummer syv til ti, der får, da de ikke får de faldskærmspenge på nogle millioner kroner, der går til nedrykkerne.
Nummer 9 og 10 i Superligaen vil typisk få noget, der ligner 16-17 millioner kroner.
Ud over placeringspenge får Superliga-klubberne også et millionbeløb i solidaritetsbetaling, der er lige for alle klubber, og et beløb ud fra en såkaldt tv-pulje, der betaler klubberne alt efter, hvilket valg (mellem 1 og 6) deres kampe runde for runde har været på de to rettighedshavere på tv.

AC Horsens
AGF
Brøndby IF
FC København
FC Midtjylland
FC Nordsjælland
Lyngby Boldklub
OB
Randers FC
Silkeborg IF
Sønderjyske
Viborg FF












