Den fart kan være mange penge værd, Silkeborg!
Silkeborg har anskaffet sig en spiller med en fart, man sjældent ser i danske liga.

Silkeborg og Viborg bragede søndag eftermiddag sammen i 3F Superligaen.
Begge hold kom skidt ind til kampen, da Silkeborg i seneste runde smed en 2-0-føring i Aarhus, mens Viborg højst overraskende tabte hjemme til Lyngby.
Hvordan gik det så de to hold i kampen?
Læs Campos konklusion fra opgøret her.
Opturen
Man skulle efterhånden tro, at de fleste forsvarsspillere i Superligaen vidste, hvor hurtig en spiller Lucas Riisgaard er.
Det virkede dog ikke til, at det var gået op for Viborg-forsvaret.
Den lynhurtige kantspiller voldte store problemer for Viborg i løbet af kampen, og allerede inden der var spillet ti minutter, havde Lucas Riisgaard bragt hjemmeholdet foran.
Oliver Bundgaard havde i kampens indledning kæmpe problemer. Riisgaards fart kostede også den formstærke Viborg-back en advarsel kort inde i kampen.
Nedturen
Silkeborg har en evne til at holde kampene tætte, men sejrene udebliver ofte.
Søndagens kamp var endnu et eksempel på, at Silkeborg ikke formår at stå distancen, selvom de har et resultat.
Det skete mod FC Midtjylland for et par runder siden og senest mod AGF, hvor en 2-0-føring blev sat over styr.

Morten Dahm Kjærgaard må ærgre sig grusomt over, at holdet ikke formår at holde på tre point hele vejen i mål.
Overraskelsen
Oliver Bundgaard havde en uheldig dag på kontoret.
Lucas Riisgaard terroriserede Viborgs venstreside i første halvleg, og gjorde livet surt for den rutinerede forsvarsspiller.

Med over 100 Superligakampe skulle man mene, at han burde kunne løse opgaven bedre, især fra start af.
Men Lucas Riisgaards fart var for stor en mundfuld for Oliver Bundgaard.
Viborg-forsvaret fik bedre styr på Riisgaard i anden halvleg, men det må give stof til eftertanke hos Nickolai Lund, at så simpel fodbold volder så store problemer for hans hold.

Det holder Campo øje med
Lasso Coulibaly blev hentet til Viborg i sommerens transfervindue.
I lørdagens kamp erstattede han Charly Nouck i pausen, som ikke fandt det niveau, han tidligere har vist.
Ankomsten af Coulibaly øger konkurrencen på kantpositionerne, hvor flere af Viborgs stjerner huserer, og ligesom Riisgaard skabte ravage i Viborgs venstreside, så gjorde Coulibaly det samme i Silkeborgs ditto, efter han kom ind.
Charly Nouck skal ikke levere mange af den slags præstationer, for så står Coulibaly klar til at træde til.
Konkurrencesituationen ser i hvert fald spændende ud.

FC Midtjylland
Silkeborg IF
Viborg FF













