Maskebal i Midtjylland: FCM-profil straffet for maskering
Fodboldens Disciplinærinstans har uddelt karantæne efter FC Midtjyllands pokalfejring.

Den 14. maj ramlede FC København og FC Midtjylland sammen i pokalfinalen i Parken.
Det endte med triumf for midtjyderne.
Efterfølgende blev sejren naturligvis fejret af FC Midtjyllands spillere og stab samt de mange medrejsende fans.
Men ifølge Fodboldens Disciplinærinstans gik fejringen over gevind for én af de midtjyske spillere.
Af DBU's sagsarkiv fremgår det således, at Fodboldens Disciplinærinstans har set sig nødsaget til at uddele en straf på én karantænedag.
Den straffede spiller nævnes ikke ved navn i hverken redegørelsen eller kendelsen, men ifølge Campos oplysninger er der tale om den nu forhenværende FCM-profil Kevin Mbabu, der netop har forladt klubben ved kontraktudløb.
Også TV 2 Sport beretter, at det er Kevin Mbabu, der er tale om.
Årsagen er, at han i forbindelse med fejringen iførte sig maskering for en stund.
Fodboldens Disciplinærinstans peger i strafudmålingen blandt andet på DBU's adfærdskodeks.
- Endelig følger det af pkt. 2.1.3. i DBU’s adfærdskodeks, at personer, der er omfattet af kodekset, skal være opmærksomme på, hvilken indflydelse deres adfærd kan have på DBU’s omdømme og skal derfor opføre sig på en værdig og etisk måde og handle med fuld troværdighed og integritet til enhver tid.
Fodboldens Disciplinærinstans fremhæver også det faktum, at "personen optræder i FC Midtjyllands spillerdragt med det nummer, som var spillerens trøjenummer i klubben, at billedmateriale af spilleren iført maskering er offentliggjort på spillerens egen Instagramprofil, og at spilleren er tagget i et yderligere opslag fra arrangementet".

Uenige FCM
I FC Midtjylland mener man dog ikke, at fejringerne efter kampen i Fælledparken burde have kastet en straf af sig.
Ifølge klubbens opfattelse var der nemlig tale om et privat arrangement af festlig karakter. Det har i midtjydernes optik derfor ikke haft tilknytning til de officielle arrangementer eller selve kampen.
- FC Midtjylland har endvidere gjort gældende, at forholdene falder uden for anvendelsesområdet for Superligaens Fælles Ordensreglement, idet forholdene efter klubbens opfattelse fandt sted uden for stadion og uden for den umiddelbare nærhed af stadionarealet. Klubben har i den forbindelse henvist til et bilag, hvor arrangementets placering i Fælledparken er markeret, fremgår det af redegørelsen.
Den køber man dog ikke hos Fodboldens Disciplinærinstans.
- Det forhold, at arrangementet fandt sted uden for stadion og ca. 1 time og 51 minutter efter slutfløjt, kan på den baggrund ikke føre til, at arrangementet anses for at savne den fornødne tilknytning til kampen og fodbolden. Det samme gør sig gældende for FC Midtjyllands betegnelse af arrangementet som et privat arrangement.
- Fodboldens Disciplinærinstans bemærker i øvrigt, at spilleren ikke sanktioneres for en selvstændig overtrædelse af maskeringsforbuddet i Superligaens Fælles Ordensreglement. Det er derfor ikke afgørende for sagen, om arrangementet fandt sted på stadion eller i umiddelbar nærhed heraf, eller om maskeringen blev båret med det konkrete formål at hindre
identifikation.
- Fodboldens Disciplinærinstans vurderer derfor, at spilleren ved at fremstå maskeret under den pågældende fejring, i tæt samspil med klubbens fans, har udtrykt accept af brugen af maskering i en fodboldrelateret sammenhæng. Spilleren vurderes derved at have udvist illoyal og usømmelig adfærd, jf. § 30.1, litra c, i DBU’s love.
Straffen lyder helt nøjagtigt på 19 karantænepoint, hvilket giver en spillesdags karantæne.
Campo har rakt ud efter en kommentar fra Fodboldens Disciplinærinstans, blandt andet med henblik på at finde ud af, om Kevin Mbabu nu tager karantænen med til sin næste klub.

FC Midtjylland












