Lyngby har købsoption på Barca-talent: Den er vigtig Foto: Action Images via Reuters/Craig

Lyngby har købsoption på Barca-talent: Den er vigtig

I Lyngby Boldklubs lejeaftale med Diego Kochen er der inkluderet en købsoption. Der skal dog meget til for, at den bliver udløst.

Diego Kochen og Wojciech Szczesny står sammen i målet.
Foto: Action Images via Reuters/Craig

Det næste års tid hedder Lyngby Boldklubs sidste skanse Diego Kochen.

Den 20-årige målmand er hentet til Lyngby fra mægtige FC Barcelona, og i aftalen har den nyoprykkede Superliga-klub sikret sig en købsoption.

Angiveligt er den så stor, at Lyngby fuldstændigt springer sin egen transferrekord, hvis den bliver udløst.

Lyngbys sportschef, Nicas Kjeldsen, er dog vældig tilfreds med, at købsoptionen blev inkluderet - omend han erkender, at den formentlig bliver svær at gøre brug af.

- Jeg synes, den er vigtig, men det bliver jo mere storytellingen i det. Det er jo nok urealistisk, at vi køber ham, for at spille ham i fem år. Det tror jeg ikke, vi kan.

- Men hvis det nu går rigtig godt, så er det jo vores chance for en upside i det her. Den er da sjov at have med. Vi er glade for, det lykkedes, siger Nicas Kjeldsen.

Diego Kochen og Wojciech Szczesny står sammen i målet.
Foto: Action Images via Reuters/Craig

For nu er Kochen i klubben på leje, og Kjeldsen har stor tro på talentet, der nu skal gribe chancen.

- Han er en moderne målmand, der kommer fra en rigtig god skole. Han er et kæmpe talent. Han bliver god ham der og kommer til at spille i en stor klub end dag. Og så er vi jo der på hans udviklingstrappe, at det er hans senior-gennembrud, han skal have her.

- For ham var det jo også vigtigt ikke at være tredje målmand mere og komme ud og spille rigtigt. Jeg forventer ikke, at han kommer ind og står som en 30-årig, der har prøvet det hele, men det er et stort talent, siger sportschefen.

Ifølge Tipsbladet lyder Lyngbys købsoption på Kochen på 11 millioner kroner. Klubbens nuværende transferrekord er købet af Asbjørn Bøndergang i Silkeborg IF. Han kostede ifølge mediet 3,7 millioner kroner.

Første mulighed for at se Kochen i aktion er den søndag den 26. juli, hvor målmandstalentet og kompagni gæster FC København i sæsonpremieren.

Lyngby havde Barca-boss i røret: Rashford var vigtigere

Mest læste

Notifications

Notifikationer