Drømmetransfer: FCM vil jorde BIF, AGF og FCK
Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, mener, at købet af Rasmus Nissen Kristensen er et udtryk for FC Midtjyllands ambitioner.

Rasmus Nissen Kristensen er hjemvendt.
Tirsdag morgen har FC Midtjylland bekræftet, at man har købt den 28-årige danske landsholdsspiller i tyske Eintracht Frankfurt.
En af sommerens største handler er nu blevet til virkelighed, og Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, er ikke i tvivl om, hvad FC Midtjylland har sikret sig.

- Det er en drømmetransfer for FC Midtjylland. Rasmus ‘NK’ kommer til klubben, mens han på papiret er på toppen af sin karriere og sine sportslige evner, og det er lige, hvad FC Midtjylland kunne ønske sig.
- De kunne godt have hentet ham som 31-årig og fået et par gode sæsoner, men nu får de ham til den Champions League-jagt, der venter de næste år, og hvor FCM i den grad kan bruge ‘NK’, siger han og uddyber:
- For mig er det et signal om, at FCM slet ikke er færdig med at jagte status som Danmarks førende hold på banen, både i Superligaen og Champions League. Det var en fæl skuffelse at misse DM-guldet til AGF, og det skal man rette op på nu.


Til den kommende sæson vil der være to Champions League-pladser i Superligaen på spil, og tilføjelsen af Nissen Kristensen er et vidnesbyrd på klubbens ambitionsniveau, mener Troels Bager.
- Jeg tror, Champions League-ambitionerne (i FCM, red.) skal tages meget bogstaveligt. FCM vil ind og være fast del af den største turnering i verden ud over Top 5-ligaerne. Der har man brug for den største kaliber af spillere, man kan trække til Superligaen, ved siden af at man finder og udvikler de næste udgaver af Simsir, Osorio og Franculino. Sådan en spiller er ‘NK’.
- Det er ikke hovedårsagen til, at FCM køber ham, men der ligger da også en udfordring til FCK, Brøndby og AGF her. Der er to Champions League-pladser på spil til maj næste år, og her flager Steinlein&Co med et kæmpe ulve-banner og siger, den kamp bliver med FCM i en hovedrolle uanset, hvem man sælger nu, siger han.

FC Midtjylland har smidt sommerens første bombe, og chefredaktøren tror, at denne handel kan få betydning langt ud over FC Midtjylland - og måske endda sætte gang i et transferkapløb blandt rivalerne.
- Jeg er spændt på, hvad det kommer til at betyde for sommerens marked i Superligaen - står en af rivalerne og vakler mellem at købe eller lade være, kan det her da godt skubbe i retning af, at man køber den ekstra profil til det Champions League-slagsmål, sæsonen bliver i toppen, siger han.
Ulvene har udstyret Rasmus Nissen Kristensen med en femårig aftale.
'NK' og FCM indleder den nye sæson i Superligaen den 26. juli på udebane mod Sønderjyske.

FC Midtjylland
Rasmus Nissen Kristensen











