To AaB-nedrykninger: Nu er han næstbedst i Champions League
Kasper Jørgensens karriere har udviklet sig voldsomt siden afskeden med AaB.

Kigger man alene på papiret, så er det måske en af de vildeste opblomstringer for en fodboldspiller i nyere tid.
Kasper Jørgensen er således netop blevet kåret til ugens næstbedste spiller i Champions League.
Det fremgår af UEFA Champions Leagues egen profil på X.
Han bliver slået af Comos hattrickhelt Tasos Douvikas, mens han til gengæld slutter på andenpladsen foran Aleksei Batrakov og Fabian Ruiz.
Den flotte andenplads som ugens spiller i verdens mest prestigefulde klubturnering kommer på bagkant af to scoringer i LASK Linz' 4-0-sejr over Slovan Bratislava.
At blive peget på som den næstbedste spiller foran verdens største stjerner i en Champions League-runde står i skarp kontrast til det sted, Kasper Jørgensen for bare halvandet år siden befandt sig i sin karriere.

I vinteren 2023 skiftede han fra et på det tidspunkt nedrykningstruet Lyngby Boldklub til AaB. Samme sæson endte han med at rykke ned sammen med resten af AaB.
Siden rykkede Kasper Jørgensen og den nordjyske klub direkte op, inden det i sommeren 2025 blev til en ny nedrykning. Det var den sommer, han blev solgt til østrigske LASK.
Med andre ord er han gået fra to Superliga-nedrykninger til at modtage Champions League-anerkendelse foran blandt andre nummer 10 ved årets Ballon d'Or (Fabian Ruiz). På mindre end halvandet år.

AaB












