Transfervinduet er åbent! Disse Superliga-profiler kan snart være fortid Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix / Henning Bagger/Ritzau Scanpix / Gaston Szerman, FCK Media

Transfervinduet er åbent! Disse Superliga-profiler kan snart være fortid

Transfervinduet er mandag morgen åbnet. Mens Superliga-klubberne leder efter forstærkninger, er der flere profiler, der med overvejende sandsynlighed skal mod en ny klub.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix / Henning Bagger/Ritzau Scanpix / Gaston Szerman, FCK Media

Der har været stilhed før stormen, men nu er det officielt.

Transfervinduet er åbent, og det betyder, at de danske klubber nu kan handle lige så tosset, de vil.

Campo har i den anledning taget et kig på én spiller fra hver af de 12 Superliga-klubber, der måske allerede er væk, når ligaen i slutningen af juli starter op igen - eller med overvejende sandsynlighed har fundet en ny klub, når transfervinduet lukker midnat d. 31 august.

Se de 12 spillere herunder:

Gift Links - AGF

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF har allerede mistet en del af førsteholdet, der var med til den store triumf i den forgangne sæson.

Der kan stadig lure et par yderligere afgange, og det bliver særligt spændende at se, om Gift Links fortsætter i klubben.

Den sydafrikanske kreatør har solgt sig selv til den helt store guldmedalje i denne sæson, og selvom han fortsat har kontrakt frem til sommeren 2029, kunne det efter syv år i Aarhus være på tide at prøve noget nyt for Links.

Man kan dog ikke lade være med at tænke, at AGF's europæiske færd kan blive afgørende for Links' valg - en tur i et europæisk gruppespil ville da bestemt heller ikke være et ringe udstillingsvindue for den vævre AGF'er.

Eksklusivt: De vil hente AGF-angriber

Aral Simsir - FC Midtjylland

FC Midtjyllands Aral Simsir jubler
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ja, man kan jo have valgt næsten frit fra FC Midtjyllands offensiv.

Franculino forventes at blive solgt, det samme gør Dario Osorio - og såmænd også Aral Simsir.

For sidstnævnte er der angiveligt allerede blevet sendt bud afsted fra flere klubber.

Tiden i FC Midtjylland har været god for Simsir, og særligt i den forgangne sæson er han steppet op som en vaskeægte stjerne.

Derfor virker en afsked også som rettidig.

Simsir overvejede at ‘give slip’: Ingen grund til at spille fodbold

Caleb Yirenkyi - FC Nordsjælland

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Det er helt oplagt at gå med FC Nordsjællands VM-aktuelle ghaneser her.

Midtbane-åbenbaringen har efter en stærk sæson i Superligaen nærmest fået offentlig lovning på, at han bliver skudt afsted denne sommer.

Klubber som FC Porto, Brighton, Brentford - ja selv Real Madrid - er blevet nævnt som mulige bejlere for Caleb Yirenkyi, der forventes at indbringe et kæmpestort millionbeløb.

Porto kan ikke hente Superliga-komet: De vil have for mange penge

Nicolai Vallys - Brøndby IF

Foto: Brøndby IF

Han har haft en svingende sæson i Brøndby IF, hvilket jo egentlig kan siges om de fleste af spillerne på Vestegnen.

Med et år tilbage af kontrakt med Brøndby tyder det på, at Nicolai Vallys denne sommer skal prøve noget nyt.

Det har han selv været åben om tidligere, og det ville nok være et fint tidspunkt for parternes veje at skilles.

Kan blive del af Brøndbys Vallys-transferkabale

Srdjan Kuzmic - Viborg FF

Superliga-klubben Viborg har hentet den unge slovener Srdjan Kuzmic.
Foto: vff.dk

Den helt oplagte Viborg-spiller at fremhæve ville nok være Thomas Jørgensen, som klubben selv åbent har varslet salgsplaner for.

Men sandsynlighederne for at Thomas Jørgensen er den eneste spiller, Viborg siger farvel til denne sommer, er ganske små.

Et andet bud kunne være slovenske Srdjan Kuzmic, der spillede et flot forår for Kløverklubben og allerede er på indkøbslisten i flere udenlandske klubber.

Kan Viborg lande et semistort millionbeløb for Kuzmic, slår de til.

Viborg-profiler er på vippen: Kan ikke sige nej, hvis Barcelona byder

Olti Hyseni - Sønderjyske

Sønderjyske underskriver fuldtidskontrakt med Olti Hyseni
Foto: Sønderjyske Fodbold

Den talentfulde og lovende offensivspiller forlængede med Sønderjyske sidste sommer og har en aftale frem til sommeren 2029.

Derfor kan sønderjyderne have is i maven og vente yderligere et år med at sende Olti Hyseni afsted.

Men skulle der komme et tilpas stort bud fra en attraktiv klub, så ville det være oplagt for alle parter at smede, men jernet er glohedt.

Cheftræneren, der for alvor forløste talentet, Thomas Nørgaard, er draget videre til Brøndby IF - kunne han mon lokke Hyseni med sig?

Youssoufa Moukoko - FC København

Foto: Gaston Szerman, FCK Media

Hvad er planen med Youssoufa Moukoko i FC København?

Det har været en smule svært at fornemme det. Er Moukoko tilfreds i FCK efter en stærk slutspurt, eller lakker samarbejdet allerede mod enden efter et år?

Moukoko kan, hvis han leverer varen, blive en kæmpe stjerne i FCK, og Bo Svensson skal nok være manden til jobbet.

Men hvis FCK modtager et bud fra en udenlandsk klub, er det ikke usandsynligt, at Løverne slår til.

Moukoko har slettet alt om FCK: Svensson tager det roligt

Max Ejdum - OB

Foto: Thomas Sjørup/Scanpix 2025

Julius Berthel Askou har allerede været rygtet væk fra OB, men det er velsagtens Max Ejdum, der er OB's største salgsobjekt denne sommer.

Allerede i vinterens transfervindue var Brøndby IF ude efter den 21-årige midtbanespiller, men dengang kaldte sportsdirektør Troels Bech timingen for 'piv-forkert'.

Efter et stærkt forår er interessen næppe blevet mindre for Ejdum, men spørgsmålet er vel, om han ikke hopper Brøndby over og tager direkte til udlandet?

Falk om BIF-bud på Ejdum: Kan tage endnu større step

Pedro Ganchas - Silkeborg IF

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Silkeborg-stopperens agent har allerede fortalt til Campo, at Pedro Ganchas er klar til at prøve noget andet.

Tidligere har AGF været nævnt som en mulig bejler, og angiveligt skulle polske Pogon Szczecin også være lune på Ganchas.

Han har først kontraktudløb ved udgangen af 2028, så Silkeborg kommer med rette til at kræve et større millionbeløb - særligt når man tænker på, at både Tonni Adamsen og Nicolai Larsen er smuttet gratis.

Eksklusivt: Superliga-rivaler lurer på profil

Sabil Hansen - Randers FC

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Det mest sandsynlige er, at der kommer et salg på ham denne sommer.

Sådan lød meldingen fra Randers FC's fodbolddirektør Søren Pedersen, da han for en uges tid siden deltog i Randers Amts Avis' podcast 'Hestehviskerne'.

Den talentfulde back har vist sig flot frem i en svær Randers-sæson, men nu skal han tilsyneladende skydes afsted for at undgå at gå fri næste sommer.

Tape Christ - AC Horsens

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den ivorianske back har længe været på affyringsrampen i AC Horsens.

Der var allerede stor interesse på Tape Christ tilbage i vinterens transfervindue, men Den Gule Fare valgte at holde den lovende spiller, og det betalte sig af.

Nu kan klubben forberede sig på at modtage en masse bud på den 20-årige ivorianer, der med stor sandsynlighed ikke får spillet mange kampe i Superligaen med AC Horsens.

Horsens-guldfugl klar til Superligaen, men er han på vej videre?

Casper 'Dani' Winther - Lyngby Boldklub

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Med otte mål og tre oplæg har Casper 'Dani' Winther spillet en bærende rolle i Lyngbys forløsende oprykning til Superligaen.

Det gik så godt, at Winther blev kåret til årets spiller i 1. Division af Spillerforeningen, og det gode spil kan andre klubber også få øje på.

Men med kun et enkelt år tilbage på kontrakten kunne denne sommer være et passende tidspunkt for Winther at søge mod en ny klub.

Husk du kan følge udviklingen i de største transfersagaer både i ind- og udland i Campos transferblog.

Læs mere her:

LIVE: Tidligere EfB-bomber er på vej til ny klub

Mest læste

Notifications

Notifikationer