I syge FIFA er DBU’s tavshed pinlig
Jeg tvivler på, DBU ændrer noget som helst i et sygt FIFA ved at arbejde på de indre linjer og have formand Jesper Møller som vicepræsident i UEFA.
Danmark
MexicoFodbold-VM, FIFA og USA har haft nogle hårde uger.
Tåbelige, selvforskyldte episoder vælter ind over slutrunden og arrangøren FIFA.
Men selv om alle kan se, kulturen og værdisættet i FIFA er sygt, vælger resten af fodboldverdenen, inklusiv DBU og dets formand Jesper Møller, tavsheden og at kigge væk i stedet for at stå med de få stemmer, der har modet til at sige fra.
Møgsag på møgsag
Det er dumt, det de amerikanske VM-værter og FIFA har gang i.
Dommere, officials og stort set hele Irans landshold kommer ikke ind, bliver tilbageholdt i evigheder eller må (i iranernes tilfælde) ikke sove i USA.
Uforudsigelige, i nogle tilfælde tårnhøje billetpriser og voldsomme rejsebudgetter rammer fans til det, der tegner til at blive det med afstand dyreste VM at deltage i nogensinde som fan.
På forhånd havde debatten om varme ved Qatars VM fyldt voldsomt meget og fået FIFA og værterne for 2022-slutrunden til at flytte turneringen til november og december.
Men temperaturerne ved 2022-slutrunden er intet i forhold til, hvis der kommer hedebølge i USA og Mexico i de kommende uger, hvilket lige nu er varslet i New York i de kommende dage. Det kan blive gå-fodbold med indlagte vand- og reklame-pauser, som nogle af de ældre læsere måske husker fra VM i USA i 1994.
Det er måske en lille ting i sig selv, men det at offentlig transport til kampene i New York og Boston rask væk kan koste 500 og 1.000 kroner, fordi værterne og FIFA ikke på forhånd har afklaret problemet, ser uendelig dumt ud.
Mere problematisk er FIFA's såkaldte dynamiske prisstruktur på billetter, der i min bog er legaliseret sortbørshandel, hvor billetter kan sælges videre på FIFA's billetplatform uden øvre loft på prisen, mod at FIFA får 15 procent i salær af en handelspris af både køber og sælger.
Det kommer til at se ekstra dumt ud i de kommende dage, hvor FIFA er brændt inde med billetter til mange kampe og sælger dem via billetfirmaer til en brøkdel af det, andre har betalt for attraktive billetter tidligere i år eller sidste år. Det er ikke for ingenting, anklagemyndighederne i New York og New Jersey har åbnet efterforskninger af FIFA's mystiske billetpolitik.
Og når vi rammer slutningen af juni, får alle at se, hvilket morads det er med otte pulje-treere, der avancerer sammen med ettere og toere til 1/16-finaler.
Over hele slutrunden hænger fornemmelsen af, Gianni Infantino hopper i havnen med jakkesættet på eller går på hænder på Times Square, hvis Donald Trump beordrer ham til det, eller rettere, hvis Infantino tror, det afvæbner og gør Trump glad.
FIFA's pinlige fredspris opfundet af Infantino selv (uanset løgnehistorierne om en komité, der stod bag idéen) og uddelt underdanigt og smiskende til Donald Trump satte tonen tilbage til pulje-lodtrækningen i december.
Og nærmest ingen i fodboldverdenen siger noget om, at FIFA-præsidenten til citat har erklæret, det globale spil står bag Trump og implicit dennes politiske dagsorden.
Kritik koster poster og events
Jo, kritik kommer Norges fodboldforbund og dets præsident Lise Klaveness med, blandt andet med en indberetning af fredsprisen til FIFA's egen etiske komite.
Men ellers glimrer fodboldverdenen ved sit fravær og nyder turene på første klasse til VM-slutrunden og de fede arrangementer, mens ingen, absolut ingen, bare lidt oppe i det fodboldpolitiske hierarki har noget kritisk at sige om varme, urimelig behandling af fans, pivdyre billetter og loyaliteten til Trump.
Alle ved, at Gianni Infantino bliver genvalgt som FIFA-præsident næste år for en ny fireårig periode, og at det meget vel kan ske uden modkandidat igen.
På flere kontinenter har FIFA-bossen indsat regimevenlige folk, der er loyale direkte overfor ham, og træder man ved siden af og siger noget forkert, bliver man frosset ude.
Det mest åbenlyse eksempel er Patrice Motsepe, bossen for Afrikas kontinentalforbund CAF, der allerede har erklæret, at alle Afrikas nationale forbund ubetinget støtter Infantinos genvalg i 2027.
Den tidligere DIF-formand Niels Nygaard udgav for nylig en bog om sin tid i idrætspolitik, hvor han blandt andet fortalte om omkostningerne ved at udtale sig kritisk og mod en topleders politiske kurs.
Efter at have skrevet om politik og magtforhold i fodbold i to årtier tør jeg godt love jer, at fodbold er lige så slemt hvis ikke værre.
Lise Klaveness og det norske forbund får ikke én position med betydende indflydelse i de næste mange år efter Klaveness' fornærmelser, som kritik og modstand tolkes som i fodboldpolitik.
Tavshedens Lov
Som i 90'ernes cykelsport hersker Omertaen, Tavshedens Lov, som var FIFA og fodboldpolitik en mafiaorganisation, hvor forrædere bliver skudt eller får cementsko på til svømmeturen i havnen.
Det ved alle, men selv i stærke demokratier som det danske foretrækker organisationer og politikere tavshed.
Hævn fra FIFA rimer jo dårligt på den danske og andre landes regeringers og idrætsorganisationers ønsker om at være værter for fodbold- og sportsbegivenheder med alle de jobs og politiske karrierer, der knytter sig til denne event-drevne del af sportsverdenen.
På den led forstår jeg, i den kyniske magt- og konsekvens-analyse, at DBU er tavst og har været det siden VM i Qatar i 2022.
Man skal intet have klinket, heller ikke, når Gianni Infantino uddeler en fredspris, der er så latterlig, at den ligner en dårlig sketch i de komedie-talkshows, Trump og hans proselytter er ved at smide det sidste stykke i graven, før dårlige seertal gør det.
Men blæse nu være med arrangementer og politiske karrierer: Det er så sølle, at dansk fodbold, DBU og resten af dansk sport og Christiansborg intet har at sige, og slet ikke noget, der kan høres i FIFA eller USA.
Vil man virkelig holde kæft af frygt for, at formand Jesper Møller ikke kan avancere yderligere i sin politiske karriere som vicepræsident i UEFA, og fordi andre interessenter i Danmark og man selv i DBU er bange for at miste poster og mulige, fremtidige turneringer på dansk og nordisk jord?
Jeg tør godt love, at DBU, Jesper Møller og andre, der bevæger sig ind i det fodboldpolitiske system omkring FIFA, ikke ændrer en tøddel på den syge kultur og de værdier, der muliggør den pinlige, akavede dans omkring en kolerisk amerikansk præsident og hans indenrigspolitiske agenda.
Tavshedens Lov hersker i den grad omkring FIFA, og før DBU og andre i fodboldverdenen, der inderst inde er enige med Lise Klaveness og nordmændene, siger noget og lever med FIFA-systemets hævn og mafia-metoder, har vi kun udsigt til et mere lukket og autoritært FIFA, der fjerner sig fra alt, flertallet i dansk fodbold står for.
