Bedste start i 25 år: Neestrup har fået grækere til at flyve
Jacob Neestrup har fået en noget nær perfekt start på tilværelsen i Grækenland.

Græske Panathinaikos har ikke vundet det græske mesterskab siden 2010.
Det har en dansker imidlertid fået til at opgave at lave om på.
Tilbage i maj blev den tidligere FC København-træner Jacob Neestrup ansat som ny cheftræner for den sovende græske kæmpe, og manden bag FCK's to seneste danske mesterskaber er kommet decideret flyvende fra land i det græske.
Mirakelmageren Neestrup?
I anledning af landsholdspausen har Campo taget et kig på statistikkerne, og de tegner et billede af en klub med vind i sejlene.
Jacob Neestrup har indtil videre stået i spidsen for Panathinaikos 13 gange på tværs af alle turneringer. Danskeren er fortsat ubesejret med 10 sejre og tre uafgjorte, mens målscoren lyder på plus 13.
Den ubesejrede stime er klubben længste i 25 år(!).
Artiklen fortsætter under billedet


I ligaen ligger holdet i pole position med fem sejre i fem forsøg. Samtidig har holdet scoret 12 mål og blot lukket to ind.
Neestrups forgænger, Rafa Benítez, fik en tilsvarende stærk start i den græske Kløverklub, men danskeren har alligevel overgået den legendariske spanier.
Benítez noterede sig for ni sejre, to uafgjorte og to nederlag i sine første 13 kampe.
Andre forudsætninger
Det er dog værd at bemærke, at den tidligere FCK'er kom til Panathinaikos med helt andre forudsætninger end forgængeren Benitez og så vidt også Rui Vitória inden da.
Danskeren blev nemlig præsenteret helt tilbage i maj og havde en fuld preseason og fik tid til at implementere sine ideer, mens de to tidligere cheftrænere blev kastet direkte ind i ilden.
Men hvorom alting er har Panathinaikos været flyvende under Jacob Neestrup.
Neestrups kontrakt i Grækenland løber frem til sommeren 2028.













