3F Superligaen

Campo mener: Disse 12 superligaspillere bør skifte klub i sommerens transfervindue

Sommermånederne byder altid på masser af klubskifter i fodboldverdenen. Det gælder naturligvis også i Superligaen. Vi har kigget nærmere på...

Maxsø
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Sommermånederne byder altid på masser af klubskifter i fodboldverdenen. Det gælder naturligvis også i Superligaen.

Vi har kigget nærmere på det danske marked og udvalgt én spiller fra hver klub, som af vidt forskellige årsager bør kigge sig om efter en ny arbejdsgiver i sommerens transfervindue, der i Danmark lukker natten mellem den 31. august og 1. september.

Se listen: Sommerens til- og afgange i Superligaen

James Gomez (AC Horsens)

På fredag går det atter løs i Superligaen, når FC Midtjylland og Randers FC spiller åbningskamp på MCH Arena i Herning.

Om søndagen venter der så AC Horsens deres første kamp i Superliga-regi siden 2020, når man skal på en vanskelig opgave i Parken, hvor de danske mestre fra F.C. København tager imod vinderne fra NordicBet Ligaen.

Her skal man særligt holde øje med brølstærke James Gomez i forsvaret, der kan vise sig at blive det næste store salg i AC Horsens. Den gambianske landsholdsspiller var således fast starter for Gambia under vinterens African Nations Cup, hvor nationen nåede helt til kvartfinalen.

Den 20-årige forsvarsspiller kan meget vel blive en salgscase a la Bubacarr Sanneh, som oprykkerne tilbage i januar 2018 sendte til FC Midtjylland.

Senere har man nemlig tjent store summer på Sanneh i Horsens, da de danske pokalvindere blot et halvt år senere sendte ham videre til Anderlecht i en handel, der kostede belgierne i omegn af 60 millioner kroner, og hvor AC Horsens havde sikret sig en høj videresalgsklausul.

James Gomez kom til Horsens fra den gambianske klub Real de Banjul, præcis som tilfældet var med Bubacarr Sanneh.

Nu er det op til James Gomez selv at bevise, at han kan begå sig i Superligaen, hvor han i så fald kan blive en meget interessant salgscase for De Gule.

James Gomez
James Gomez kan blive det næste store salg i AC Horsens. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mikael Anderson (AGF)

For blot en sæson siden smed AGF lidt af en transferbombe, da man hentede Mikkel Anderson hjem til Aarhus, hvor han tidligere har været tilknyttet som ungdomspiller. Det gjorde man i en handel med FC Midtjylland, hvor aarhusianerne angiveligt betalte i omegn af 15 millioner danske kroner.

Siden har klub og spiller ikke forløst hinanden i sådan en grad, at man kan kalde det for en succeshistorie. Det vidner 21 kampe med fem mål og en enkel assist også om.

Der kan dog i denne sæson blive lavet godt og grundigt om på den statistik, da Uwe Rösler har taget over for David Nielsen. Det virker udefra set umiddelbart som et langt bedre match for Mikael Anderson målt på parametre som spilsystem, formation og Uwe Röslers filosofi om et højt og aggressivt presspil.

På rygtebasis bliver Mikael Andersons navn dog sat i forbindelse med klubber i den italienske Serie A, mens der angiveligt også skulle være interesse fra engelsk og tysk fodbold.

Spørgsmålet er bare, hvor længe klubben kan holde på den offensivt-mindede midtbanespiller, som har kontrakt med AGF helt frem til sommeren 2026. Hvis man leger med tanken om, at der lander et bud i AGF på mere end 15 millioner danske kroner i sommerens vindue, tør AGF og Stig Inge Bjørnebye så gamble og takke nej tak?

AGF har i sommerens transfervindue allerede mistet én islandsk landsholdspiller i Jón Dagur Thorsteinsson, der røg til belgisk fodbold på en fri transfer. Klubben har helt sikkert lært af den bommert, og det samme kommer derfor helt sikkert ikke til at ske i Mikael Andersons tilfælde.

Det helt store spørgsmål er bare, om det allerede nu er tid til en hurtig skilsmisse, hvor begge parter kan ende med så stor en økonomisk gulerod, at et ja vægter højere end den umiddelbare logik ved et nej.

Mikael Anderson
24-årige Mikael Anderson tiltrækker sig angiveligt interesse fra engelsk, tysk og italiensk fodbold. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
AGF fik skidt resultat i den sidste test før Superliga-premieren

Louka Prip (AaB)

Der var mange fodboldkyndige, der spærrede øjnene op, da AaB tilbage i sommeren 2021 hentede Louka Prip i AC Horsens.

Siden har den tidligere Brøndby-spiller modbevist samtlige kritikere om, at hans fodboldtalent var til langt mere end AC Horsens. I sin første sæson i Nordens Paris, blev den 25-årige offensivspiller nemlig klubbens topscorer og nummer to på den samlede topscorerliste med 14 mål.

En sådan statisik medfører naturligvis interesse fra andre bejlere, men vil AaB overhovedet slippe deres guldfugl allerede nu? AaB har adskillige salgsbare spillere, hvor det udefra set ligner, at Iver Fossum bliver første deciderede spillersalg i AaB denne sommer.

I forvejen har klubben allerede mistet markante spillere på frie transfers i form af Rasmus Thelander, Jacob Rinne og Magnus Christensen, men kan AaB derudover risikere at blive for hårdt ramt ved salg af både Fossum og Prip trods – på papiret – nogle meget interessante tilgange som Allan Sousa, Lars Kramer, Kilian Ludewig og Andreas Poulsen?

Det bliver AaB-sportschef Inge André Olsens helt store hovedpine denne sommer, hvor man i skrivende stund har fået otte spillere ind og ti spillere ud i førsteholdstruppen.

Louka Prip
Louka Prip var brandvarm for AaB i den forgangne sæson, hvor han blev klubtopscorer med 14 mål. Blot tre mål fra Superliga-topscorer Nicklas Helenius. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
AaB-profil ser frem til comeback efter skade

Andreas Maxsø (Brøndby IF)

Der er ingen tvivl om, at de fleste Brøndby-tilhængere helst ser, at anfører Andreas Maxsø fortsat er at finde på Vestegnen, når sommerens transfervindue smækker i.

Det er dog langtfra sikkert, at tilhængernes ønsker bliver hørt. Carsten V. Jensen har i sin tid som transfer-ansvarlig i både Brøndby IF, FC Nordsjælland og F.C. København vist sig at være kynisk, hvis det rette tilbud dukker op.

Det kan også ske i dette vindue, hvor 28-årige Andreas Maxsø – trods sin status som klubanfører – kan være på vej videre i karrieren.

Det har ad flere omgange da også været tæt på for anføreren, der både har set russiske og tyrkiske klubskifter ryge i afgrunden på målstregen, selvom alle parter angiveligt skulle have været tæt på at finde et fælles fodslag.

Det så man bedst illustreret i forrige sommervindue, hvor Maxsø offentligt har ytret, at et lukrativt klubskifte til russiske FK Rostov røg i vasken, fordi et trænerskifte blev effektueret.

Spørgsmålet er bare nu, om klubben kan holde på anføreren i nok et transfervindue, og med kontraktudløb til næste sommer, er det ved at være sidste mulighed for et klubsalg, hvis det da ikke ender med en kontraktforlængelse i Brøndby.

Maxsø
Det er ved at være sidste chance for Brøndby IF, hvis man skal have penge i klubkassen for anfører Andreas Maxsø. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Roony Bardghji (F.C. København)

16 år og dansk mester.

Det er de kolde facts for Roony Bardghji, der i den forgangne sæson fik sin debut for F.C. København kort efter sin 16-års fødselsdag.

I løbet af foråret blev den svenske teenager dog mindre og mindre afgørende i sine aktioner, hvilket vidner om, at han fortsat er meget ung og fortsat skal modnes i sin fodboldforståelse.

Bejlere er der dog nok af og meget indikerer, at Roony Bardghji kommer til at blive F.C. Københavns største spillersalg i historien. Således skulle Bardghji være på blokken hos samtlige europæiske storklubber, men er han færdig med sin udvikling i Danmark og i F.C. København?

Sportsdirektør Peter Christiansen har i sin tid i F.C. København, AGF og Randers FC vist sig som en dygtig, benhård og kompromisløs forhandler, så han skal nok få den pris for Roony Bardghji, som både han og de danske mestre ønsker.

Men om det bliver til et sommersalg eller ej, så kan ingen tage den danske guldmedalje fra Roony Bardghji, der på papiret har alle forudsætninger for at gå en stor europæisk fodboldfremtid i møde.

Sommerens store transferspørgsmål på salgssiden hos de danske mestre er blot, om det er en anelse for tidligt at sende den svenske U21-landsholdsspiller af sted.

Roony Bardghji
Roony Bardghji er bare 16 år gammel, men har allerede spillet 15 førsteholdskampe for F.C. København, hvor han denne sommer også blev dansk mester. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Officielt: FCK sælger Stage til Bundesliga-klub

Evander (FC Midtjylland)

Der er ikke mange fodboldspillere i Superligaen på nuværende tidspunkt, der kan dele vandene som Evander.

Nogle eksperter roser ham til skyerne, mens andre ikke kan tilgive brasilianerens fejltrin, som vel bedst kan illustreres med episoden, hvor Evander skubbede den daværende FC Midtjylland-kaptajn Jakob Poulsen væk i en frisparkssituation til stor forundring for samtlige midtjyske spillere.

Ingen kan dog betvivle det store fodboldtalent, som 24-årige Evander besidder. Det har klubber som FC Porto angiveligt også bemærket, hvor man denne sommer skal ud og erstatte Fábio Vieira på midtbanen, der er sendt til Arsenal.

Her nævnes Evanders navn i den portugisiske presse som en oplagt afløser, så et salg kan meget vel komme på tale denne sommer.

I FC Midtjylland er der ingen tvivl om, at både Bo Henriksen og Claus Steinlein knuselsker deres 10’er, men sidstnævnte har fornyligt udtalt i et interview, at dette kan blive sommeren hvor Evander skydes afsted.

Helt konkret har fodbolddirektøren udtalt, at han forventer at få et sted mellem 75 og 100 millioner kroner for Evander.

Ydermere har Claus Steinlein indrømmet, at der er stor interesse for Evander, så det helt store spørgsmål er bare, om – og hvornår – Evander sælges til en udenlandsk klub.

Evander
Evander har i den forgangne sæson genfundet sin storform, og det helt store spørgsmål i FC Midtjylland er nu, om den brasilianske stjernespiller har aftjent sin værnepligt i dansk fodbold? Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mohamed Diomande (FC Nordsjælland)

Kamaldeen Sulemana til Rennes, Emre Mor til Borussia Dortmund, Mikkel Damsgaard til Sampdoria, Mathias Jensen til Celta Vigo, Andreas Skov Olsen til Bologna, Mohammed Kudus til Ajax Amsterdam og senest Simon Adingra til Brighton & Hove Albion.

Listen er imponerende lang – og endnu længere – når det kommer til Farum-klubbens salg i den høje millionklasse.

FC Nordsjælland har dermed allerede mere end bevist, at de er nogle formidable købmænd med adskillige af store spillersalg. En af de mest salgsbare emner i den nuværende trup er uomtvisteligt Mohamed Diomande, der dog fortsat mangler at indfri sit helt store potentiale i Superligaen.

Det helt store spørgsmål er dog, om dette nogensinde kommer til at ske på dansk grund. Derfor kan et salg vise sig at være en fornuftig forretning af Farum-klubben, hvis buddene altså tikker ind på Diomande denne sommer.

I så fald kan FC Nordsjælland tilføje mere kapital til klubkassen, hvor man i de seneste fem år har solgt spillere for mere end en halv milliard danske kroner.

Diomande
Mohamed Diomande mangler fortsat at indfri sit store potentiale for FC Nordsjælland. Spørgsmålet er dog, om det nogensinde sker i Danmark, hvorfor et salg kan være en fornuftig forretning for alle parter. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Officielt: FC Nordsjælland sender talent til Premier League i stor handel

Rezan Corlu (Lyngby Boldklub)

Rezan Corlu har trods sine 24 år allerede prøvet lidt af hvert i sit fodboldliv. Således har den tekniskstærke midtbanespiller været forbi klubber som AS Roma, Brøndby IF og Lyngby Boldklub, men udefra set virker det som om, at han er gået i stå i sin udvikling hos sidstnævnte, som denne sommer vender tilbage til Superligaen.

Der var ellers høje forventninger til Corlu, da man 2019 hentede ham hjem til Kongens Lyngby for anden gang, efter et mislykket ophold i Brøndby IF.

Her blev det i den forgangne sæson ikke til mange spilminutter, mål, oplæg, kampafgørende aktioner og hvad der ellers hører sig til en løntung offensiv stjerne.

Matchet mellem Rezan Corlu og Lyngbys islandske cheftræner Freyr Alexandersson virker udefra set ikke godt, så en skilsmisse kan være for begge parters bedste. Det store spørgsmål er bare, om der er den fornødne interesse for den tidligere Roma-spiller.

Rezan Corlu bør have sine allerbedste fodboldår foran sig med en alder på 24 år. Meget tyder bare på, at matchet mellem Rezan Corlu og Lyngby Boldklub på nuværende tidspunkt ikke er godt.

Rezan Corlu
Rezan Corlu har tidligere været en stor profil i Lyngby Boldklub, men på det seneste har den tidligere Brøndby-spiller måtte se langt efter fast spilletid. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Oprykker sejrede mod Daniel Agger og co. i sidste test

Issam Jebali (OB)

I Odense render der en tunesisk landsholdsspiller rundt, der højst sandsynligt snart kan se frem til et fodboldeventyr af de helt store, når VM-slutrunden til november sparkes i gang.

30-årige Issam Jebali er nemlig udset til at skulle med til Qatar, hvor Tunesien som bekendt er havnet i Gruppe D sammen med Danmark, Frankrig og Australien.

En sådan begivenhed er altid et godt udstillingsvindue, men kan Jebali og Tunesien mon gøre en god figur i Qatar?

Den offensive tuneser blev i den forgangne sæson topscorer i Ådalen med ti mål og spørgsmålet er, om han kan præstere bedre end dét i den kommende superligasæson.

Selv har Jebali ikke lagt skjul på, at han gerne vil ud på nye eventyr i udlandet, men har OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström, der tager sig af til- og afgange i den fynske klub, is i maven til at vente med et salg til efter slutrunden, og dermed indfri Issam Jebalis drømme allerede denne sommer?

Jebali
Issam Jebali skal formentlig med til VM i Qatar for Tunesien, men kan og vil OB gamble og holde på den eventyrslyste stjerne indtil da? Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Efter første sæson i Superligaen: Det er ikke sjovt, når man føler, at hele verden kigger på en

Tosin Kehinde (Randers FC)

Hvis man spiller med nummer 10 på ryggen og har en fortid i selveste Manchester United, så er man på papiret altid et spændende navn. Det kan også siges om Randers FC’s 24-årige offensivspiller Tosin Kehinde, der opfylder begge kriterier.

I den forgangne sæson viste Tosin Kehinde sig desuden flot frem i Europa, hvor Randers FC som bekendt spillede med i Conference League-gruppespillet.

Det skulle angiveligt have tiltrukket Randers-stjernen opmærksomhed fra adskillige klubber, og i Kronjylland har sportschef Søren Pedersen også bekræftet, at et salg af Tosin Kehinde sagtens kan komme på tale denne sommer.

Randers-stjernens agent har desuden offentligt ytret, at hans klient har interesse fra den tyske Bundesliga, England og fransk fodbold.

Kehinde
Tosin Kehinde har en fortid i Manchester United, hvor han har fået sin fodboldopdragelse. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nicklas Helenius (Silkeborg IF)

Når man bliver topscorer i en højtprofileret fodboldliga, vil man altid være i høj kurs. Det samme er helt sikkert tilfældet for Nicklas Helenius, der i fjord for første gang i sin karriere blev superligatopscorer med 17 mål.

Derfor må bejlerne stå i kø for den 31-årige nordjyde, der selv ikke lægger skjul på, at han gerne vil videre fra Silkeborg IF allerede denne sommer. Dette til trods for, at oprykkerne og bronzevinderne i den kommende sæson skal ud og spille europæisk gruppespil.

Udlandet har høj prioritet for Helenius, men kan et skifte til en rivaliserende superligaklub komme på tale? Det kan kun tiden gøre os klogere på.

Nicklas Helenius har foruden Silkeborg IF også repræsenteret AaB, Aston Villa, SC Paderborn, OB og AGF.

Nicklas Helenius
Nicklas Helenius har selv offentligt ytret, at han gerne vil videre i karrieren allerede denne sommer. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Superligaens topscorer øjner skifte til udlandet: Føler mig klar og har lyst
Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Christian Sørensen (Viborg FF)

Den 29-årige venstreback tog sammen med Viborg FF hele fodbolddanmark med storm i klubbens første sæson i Superligaen siden 2016/2017. Her var hårdt arbejde, en masse fight og et strømlinet fodboldkoncept nemlig nok for oprykkerne til at sikre sig den helt store triumf i Superligaens allersidste kamp.

Med Viborgs sejr over AaB i Europa playoff-finalen sikrede klubben sig nemlig en plads i anden runde af kvalifikationen til Conference League.

En del af æren kan man tilskrive Christian Sørensen, der i superligaregi gjorde sig bemærket med en utrættelig arbejdsindsats og offensive aktioner, der desuden blev krydret med otte oplæg, to mål og et utal af pladser på ‘ugens hold’.

Selvom Viborg FF nu skal en tur i Europa for første gang i 22 år, så skal den offensive wingback videre i karrieren nu. Med sin alder og sine kvaliteter taget i betragtning – er det oplagt – at man skyder Christian Sørensen af sted mod en større adresse. Enten til en klub herhjemme eller til det store fodboldudland.

Christian Sørensen
Christian Sørensen er på rygtebasis blevet sat i forbindelse med et skifte til superligaklubber som AaB, AGF og Randers FC og skulle angiveligt også have interesse fra den tyske 2. Bundesliga. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Superligaen skydes i gang fredag den 15. juli, når FC Midtjylland og Randers FC tørner sammen på MCH Arena. Hele første runde kan du se herunder:

Fredag den 15. juli:

  • FC Midtjylland – Randers FC (klokken 19: TV3 SPORT, Viaplay)

Søndag den 17. juli:

  • Lyngby Boldklub – Silkeborg IF (klokken 14: Canal 9, discovery+)
  • Viborg FF – AaB (klokken 14: TV3 SPORT, Viaplay)
  • F.C. København – AC Horsens (klokken 16: 6’eren, discovery+)
  • Brøndby IF – AGF (klokken 18:00, TV3+, Viaplay)

Mandag den 18. juli:

  • OB – FC Nordsjælland (klokken 19: TV3 SPORT, Viaplay)
Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Du kan altid få det store fodboldoverblik i TV i vores guide, som du finder lige her.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P