Kæmpe Isaksen-stigning kan udløse millionregn over FCM
Den danske landsholdsspiller har i indeværende sæson været guld værd for Lazio, og det kan kaste millioner af sig på Heden.

Gustav Isaksen har i denne sæson udviklet sig til en vigtig profil i Lazio.
Og det kan vise sig at blive en særdeles god forretning for FC Midtjylland.
Det italienske sportsmedie TUTTOmercatoWEB vurderer nemlig, at den danske landsholdsspiller har en værdi på omkring 30 millioner euro - svarende til cirka 225 millioner danske kroner.
Det er en markant stigning fra de omkring 112 millioner kroner, som Lazio betalte FC Midtjylland for Isaksen i sommeren 2023.
Og netop i Herning kan der være ekstra grund til at følge udviklingen i Rom.
FC Midtjylland sikrede sig nemlig en videresalgsklausul på minimum 15 procent, erfarer Campo.
Dermed kan et fremtidigt salg til den pris, som det italienske medie peger på, udløse en betragtelig ekstraindtægt til Superliga-klubben.

Isaksen har efterhånden spillet 132 kampe for Lazio, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2028, og i indeværende sæson har danskeren allerede scoret fire mål.
Ifølge TUTTOmercatoWEB er det ikke mindst Lazio-træner, Gennaro Gattuso, der har været med til at løfte danskerens niveau.
Mediet fremhæver, at kantspillerens kvaliteter aldrig har været til diskussion, men at han tidligere har manglet kontinuitet.
Artiklen fortsætter herunder..
Det har Gattuso angiveligt været med til at ændre ved at vise Isaksen tillid og give ham frihed til at udfolde sig offensivt, og han er dermed blevet en af de spillere, der ifølge mediets vurdering har øget sin værdi mest i Lazio.
De kommende uger venter der dog først en anden opgave for danskeren.
Isaksen skal sammen med landsholdet forsøge at hjælpe Danmark gennem de afgørende Nations League-kampe mod Portugal og Norge, inden han vender retur til Rom, hvor Lazio i skrivende stund indtager førstepladsen i Serie A.

FC Midtjylland
Gustav Isaksen
Lazio











