Heia Norge – Riemer hepper på Haaland og Ståle
Brian Riemer holder med Norge på lørdag.

Kan en dansk landstræner holde med Norge?
Ja, sagtens.
I hvert fald er det lige præcis det, der sker på lørdag, når vores nordiske nabo tager imod Wales på hjemmebane.
Det skyldes dog ikke, at Brian Riemer pludseligt har skiftet hverken job eller statsborgerskab.
Landstrænerens håb om sejr til nordmændene er i stedet ganske egoistisk i den forstand, at norsk succes er lig med dansk succes.
Ender det med en norsk sejr på lørdag, vil Danmark nemlig være sikret en plads i top tre i Nations League-gruppen. Det vil samtidig betyde, at Danmark er sikret en topseedning i EM-kvalifikationen, hvilket var den danske målsætning forud for Nations League i denne omgang.
- Vi skal sikre vores seedning. Det er det første projekt. Det har vi ikke gjort endnu, så det skal vi sikre. Og bagefter skal vi jagte andenpladsen, siger Brian Riemer til Campo og den øvrige presse i landsholdslejren.

Brian Riemer fortæller videre, at han satser på at få et enkelt point med fra udekampen mod Portugal.
- Jeg håber, at Norge vinder sin fodboldkamp, for så er første kriterie opfyldt, samtidig med at vi står i en supergod situation inde i Parken (mod Norge, red.).
- Det er det, vi går efter. Hvordan det så matematisk kommer til at udfolde sig, det er jeg faktisk ligeglad med. Så længe, vi lykkes med projektet, som er at få vores seedning.
- Og kan vi få andenpladsen, så må jeg også sige, at så synes jeg, at vi har gjort det rigtig godt, lyder det fra landstræneren.
Danmark spiller ude mod Portugal lørdag klokken 18.00, inden Norge gæster Parken tirsdag om en uge.
Danmark ligger aktuelt på andenpladsen i gruppen med seks point efter fire kampe. Portugal har gjort rent bord med 12 point, mens Wales og Norge hver især har tre point forud for de to sidste runder.

Danmark
Norge











