AGF-boss deler fortid med Braga-stjerne: Vi fik en snak
Jakob Poulsen fik en sludder med en gammel kending efter torsdagens kamp mod Braga.

📍Campo på Randers Stadion
Torsdag aften krydsede AGF klinger med Braga i Conference League.
Opgøret endte 0-0, og efterfølgende fik aarhusianernes cheftræner, Jakob Poulsen, en sludder med en gammel kending.
Poulsen stod nemlig over for sin tidligere holdkammerat fra AS Monaco-dagene Joao Moutinho, som stadig er aktiv og idag tørner ud for det portugisiske mandskab.
- Ja, vi fik en snak efter kampen. Jeg spillede et halvt år med ham dernede (i Monaco, red.), så vi tog os en lille snak efter.
Så kan kunne godt huske dig?
- Ja, det kunne han trods alt - selvom han spillede lidt flere minutter, end jeg gjorde, sagde Jakob Poulsen til Campo og resten af den fremmødte presse efter 0-0-deleren med Braga.
Moutinho, der vandt EM med Portugal i 2016 og står noteret for hele 146 landskampe, spillede fuld tid mod det danske mesterhold, og Poulsen var klar med både ros og en kæk bemærkning til sin gamle Monaco-kollega.
- Manden (Joao Moutinho, red.) er 40 år gammel, og så er det klart, at du ikke en væddeløbshest længere. Det har han så heller aldrig været. Det tror jeg heller ikke, jeg fornærmer ham ved at sige, siger Poulsen med et smil og uddyber:
- Men han er jo en dygtig fodboldspiller. Det kan man også se, når han har bolden. Han er teknisk dygtig og har et fint overblik. Men jeg synes trods alt, at dem, vi havde løbende derinde, også gjorde det ganske fornuftigt, siger han.

Selvom AGF-træneren og Joao Moutinho var i AS Monaco samtidig, nåede de to aldrig at spille en gældende kamp sammen.
Mens Jakob Poulsen forlod AS Monaco i 2013 til fordel for FC Midtjylland, spillede Moutinho i fyrstedømmet frem til 2018, inden han drog mod Wolves og Premier League.

AGF
AS Monaco













