Skamroser tidligere AaB-komet: En af ligaens bedste
Freyr Alexandersson er voldsomt imponeret over tidligere AaB-talent.

Rosenborg har mere eller mindre befundet sig i én stor optur, siden Freyr Alexandersson overtog roret i sommer.
Den tidligere Lyngby-cheftræner har i den forbindelse uddelt store roser til de tidligere FC København-talenter Noah Sahsah og Amin Chiakha, der begge er skiftet til den norske storklub.
Men de er ikke de to eneste, der fortjener ros af Freyr Alexandersson.
Faktisk er det i stedet Mads Bomholt, der har blæst ham allermest bagover.
- Hvis nogen har overrasket mig, så er det ham. Han har været sindssyg god for Rosenborg, og han har været en af ligaens bedste midtbanespillere, siden jeg kom til. Jeg er så imponeret over ham.
- Han har en motor, som er på et meget højt niveau. Det minder mig meget om Emil Kornvig, som jeg havde i Brann. Deres motorer giver dem evnen til at løbe i 95 minutter, og du kan ikke se forskel på første og sidste minut af kampen. De kan bare løbe og løbe og løbe, siger Freyr Alexandersson til Campo.

Det er dog ikke kun den 20-årige danskers løbeevne, der er værd at bemærke.
- Han har et vanvittig godt blik for spillet og en god grundteknik. Han er godt skolet. De har gjort et godt arbejde oppe i Aalborg.
- Han har også god spilforståelse og er taktisk klog. Jeg er meget imponeret over ham. Han er stadigvæk ung og tilgængelig for det danske U21-landshold. Det er en knægt, som har en vældig lys fremtid.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Eksplosiv udvikling
Selvom Mads Bomholt i dag høster store roser, så har han ikke nødvendigvis bare indtaget Rosenborg-holdet fra dag ét.
Han kom da også til Norge tilbage i januar fra et fortsat ramt AaB-mandskab, der stadigvæk roder rundt i den danske 1. division.
- Sammen med resten af holdet havde han en lidt dårlig periode fra marts til maj. Der var han ikke lige så god, som han har været siden juni.
- Men han har også været helt outstanding de seneste måneder. Han har et kæmpe ansvar taktisk, og så har vi brug for den motor, han har.
- Så han skulle lige bruge lidt tilpasningstid efter sit skifte, men om det har noget med AaB eller Rosenborg at gøre, ved jeg ikke. Nu har han tilpasset sig til ligaen og spillestilen, og han blomstrer, siger Freyr Alexandersson.
Mads Bomholt er fast mand i Rosenborg og har spillet fra start i 22 ud af 22 kampe i Eliteserien. Det har kastet to scoringer og fem oplæg af sig.
Hans kontrakt med Rosenborg strækker sig frem til udgangen af 2030.

AaB












