Afslører: Prøvede allerede at hente “beast” i Vejle Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Afslører: Prøvede allerede at hente “beast” i Vejle

Freyr Alexandersson har langt om længe fået Amin Chiakha til rådighed.

Amin Chiakha tæmmer bolden med brystet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Amin Chiakha er for alvor brudt igennem i denne sæson.

Både som navn og spiller.

Efter oceaner af skriverier om indsamlinger fra fans og rygter om optagede lån, fik Rosenborg i sommer købt den 20-årige angriber fri af FC København i en rekordstor handel for nordmændene.

Siden har han fortsat sin udvikling under den norske klubs nye cheftræner, Freyr Alexandersson.

Selvom Freyr Alexandersson kun har 12 kampe i spidsen for Rosenborg, så kender han Amin Chiakha særdeles godt.

Det er nemlig ikke første gang, at han stifter bekendtskab med ham.

- Jeg har altid haft stor tiltro til ham, og jeg prøvede faktisk også at hente ham til Brann for et år siden. Det gik desværre ikke, for han valgte Vejle på det tidspunkt. Så jeg har haft øje på ham i lang tid, fortæller Freyr Alexandersson til Campo.

Den islandske træner med fortid i Lyngby Boldklub stod inden jobbet i Rosenborg i spidsen for SK Brann.

- Jeg har altid vidst, at han har en utrolig spændende pakke, og den måde, han har spillet på de sidste tre måneder, er jo på et virkelig højt niveau. Så det har kun overrasket mig positivt, hvor god han har været.

Amin Chiakha tæmmer bolden med brystet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

"Et beast"

Amin Chiakha står i denne sæson noteret for 13 mål i 21 kampe i Eliteserien.

I de sidste tre kampe inden landsholdspausen noterede den tidligere FCK'er sig for fire scoringer.

Freyr Alexandersson er da heller ikke det mindste bleg for at rose den angriber, som han langt om længe har fået i sin fold.

- Det er et beast af en angriber, griner han og fortsætter:

- Amin kom ind i preseason i sommer fyldt med selvtillid. Han havde trænet godt i pausen efter skuffelsen i foråret over ikke at blive udtaget til Algeriets VM-trup.

- I stedet for at have ondt af sig selv, så har han arbejdet med sig selv i pausen og kom i virkelig god form. Og så har han virkelig omfavnet vores spillestil, som klæder ham rigtig godt, siger han.

Freyr Alexandersson har tidligere fortalt om 'rock'n'roll-fodbolden, der praktiseres under hans ledelse i Rosenborg. Og det er lige præcis her, at Amin Chiakha får lov til at give den gas på alle instrumenterne.

- Amin er en fantastisk presspiller - en af de allerbedste angribere, jeg har haft i forbindelse med presspil. Det har vi fået forløst, og jeg føler, at han har fået selvtillid igennem den måde at spille på. Han får sluppet sig selv løs og bruger bare den power og energi, han har i sig.

- Vi har arbejdet med nogle simple ting i forhold til, hvor han skal positionere sig i- og omkring boksen, så han kommer til langt flere målchancer, end han gjorde i FC København og Vejle. Nu kommer han til tre-fire chancer i hver eneste kamp, og sådan en angriber som ham får sendt mange af sine afslutninger i mål.

- Og så har det også imponeret mig meget, at han spiller chancerne store. Han er ikke selvisk på den måde. Hvis en holdkammerat er bedre placeret til at score, så spiller han bolden. Så han har også fået nogle assister - han er en holdspiller, siger Freyr Alexandersson.

Rosenborg har under Freyr Alexanderssons ledelse haft et pointsnit på 2,4. Det står i skarp kontrast til da han overtog roret, hvor gennemsnittet hed 0,8 point per kamp.

Derfor skal han, Amin Chiakha og resten af mandskabet nu forsøge at hægte sig på i toppen, hvor bronzemedaljerne i hvert fald er inden for rækkevidde.

Succestræner solgt fra Superligaen: Jeg kommer tilbage

Mest læste

Notifications

Notifikationer