Eksklusivt: Dansk klub får Europa-kamp flyttet i sidste sekund
FC Midtjyllands kamp bliver rykket til en ny arena.

FC Midtjylland tager torsdag aften hul på Conference League.
Det gør man med en udekamp i Albanien mod den tredobbelte mester, KF Egnatia.
FC Midtjylland kunne i den forbindelse i sidste uge oplyse, at kampen skulle spilles på Arena Kombëtare, der med plads til 22.500 tilskuere er det største fodboldstadion i Albanien.
Ifølge Campos oplysninger bliver det dog ikke tilfældet.
Det har ganske rigtigt hele tiden været planen, at Arena Kombëtare skulle danne rammerne for kampen.
Men af endnu ukendte årsager rykkes opgøret til et andet stadion.
Nyheden er endnu ikke officielt meldt ud her med små ni timer til kampstart.
Det må dog anses som værende en væsentlig ændring for FC Midtjylland og ikke mindst klubbens medrejsende fans.

KF Egnatia spiller normalt på det noget mindre stadion Demrozi Stadium, også kendt som Arena Egnatia, der har plads til cirka 5.000 tilskuere.
Opgøret mellem KF Egnatia og FC Midtjylland fløjtes i gang torsdag klokken 18.45. Det ventes, at der vil blive meldt ud om ændringen inden længe.

FC Midtjylland












