Superliga-boss afviser sure landsholds-miner
Ud over et par langtidsskader er situationen generelt god i SIF for den nye cheftræner Morten Dahm Kjærgaard.

📍 Campo i Silkeborg
Der er måske ikke helt så mange spillere som vanligt til træning i Silkeborg IF, men cheftræner Morten Dahm Kjærgaard klager bestemt ikke.
Flere af de unge i truppen er med U/21-landsholdet, spillerne er vendt godt tilbage fra en lille friuge, så der er tid til at køre Silkeborg-holdet hårdt.
Og det gør han og trænerkollegerne så for at være klar til otte Superliga-runder, hvor der er mod på flere sejre end i en øvrigt fornuftig indledning på sæsonen, hvor SIF indtil nu har gjort forventningerne om nedrykningsfare og overlevelseskamp til skamme.
- Vi har kun Bloch, som var udtaget til landsholdet, skadet. Han har desværre en lille overbelastning, han tager sig af i disse dage, siger Morten Dahm Kjærgaard til Campo.
- Ellers har vi haft mulighed for at træne alle spillere hårdt, som du også så i dag. Det er superdejligt, og så får vi en god kamp på fredag, siger SIF-cheftræneren med henvisning til en testkamp mod FC Fredericia.
Ingen brok over landshold
Landsholdssamlinger er ikke nødvendigvis et hit hos Superliga-klubber eller klubber i større ligaer med mange spillere på langfart.
Det problem har Silkeborg ikke på helt samme måde, og SIF-cheftræneren, der er få måneder inde i jobbet, er glad for at have god tid med spillerne.

- Det er jo lidt som at få en ekstra preseason, noget tid og ro og perspektiv, hvor der er lang tid til at arbejde, selv om spillerne har haft nogle fridage. De skal ikke direkte tilbage i en turneringsuge, så vi giver dem en lidt hård træningsuge, hvor vi giver den gas og bygger dem op fysisk, så de er klar til kampene, der kommer, siger Morten Dahm Kjærgaard.
- Vi trænede også sådan her op til turneringsstart, hvor spillerne er kommet i en god form, og så skal vi være opmærksomme på, at de ikke mister den. Her har vi muligheden for at skubbe lidt til dem, så vi er rustet til resten af efteråret, siger Silkeborg-cheftræneren.
SIF har AC Horsens i næste Superliga-runde, en kamp der med tre point sender Silkeborg i Top 6.
Klubben sendte i transfervinduet Callum McCowatt til AGF – læs her, hvordan den nye AGF'er ser det skifte.

Silkeborg IF
AGF












