Vild AGF-transfer: Tog 48 timer
Det var en hvirvelvind af en transfer for Callum McCowatt, da han rykkede fra Silkeborg IF til AGF.

Det var lige før, Callum McCowatt bare kunne være blevet i Nordamerika, da New Zealand røg ud af VM.
Ligesom i tidligere transfervinduer var der ifølge Campos oplysninger interesse fra i hvert fald én klub i MLS, og Tipsbladet beskrev i flere omgange interesse og bud fra MLS-holdet Minnesota United.
Men det endte altså med at blive AGF, der blev enig med den offensive midtbanespiller og målmager, og ikke mindst med Silkeborg IF.

I centrum for det hele var Callum McCowatt, der ikke lagde skjul på, han gerne ville skifte væk fra SIF, alt imens han spillede flotte kampe for holdet og var med til at få SIF fornuftigt i gang i tabellen.
Og det var præcis lige så hektisk oplevet indefra, som det fremstod i omverdenen, da det nærmeste time for time i de sidste døgn i transfervinduet stod klart, at McCowatt ville ende i AGF.
- Der har været travlt, og jeg tror bare, fodbold er sådan. Du ved, der sker bare meget i transfervinduer, de er altid travle. Man tror, man skal ét sted hen, og så ender man et andet. Her i sidste ende er jeg i AGF, og det er jeg virkelig glad for. Jeg synes, det er endt perfekt for mig, siger Callum McCowatt til Campo.

- Det gik meget hurtigt med AGF. Jeg hørte om interessen, og så tror jeg, der gik 48 timer, og så fik vi handlen på plads i mandags. Det gik virkelig stærkt, fortæller newzealænderen.

Lykkelig for AGF-skifte
Det så længe ud til, at Superliga-profilen ville skifte til udlandet, men Callum McCowatt er glad for nu at fortsætte hos mesterholdet, efter han har været i Danmark i seks år.
- Alle detaljerne er nok mere et spørgsmål for 'CV', men gik virkelig stærkt, klubberne blev enige, og det var jo det vigtigste, ellers kunne jeg ikke komme nogen vegne.

- Jeg vidste med det samme, at det var det rigtige for mig, og det var linet perfekt op for mig på det tidspunkt. Det er fantastisk klub og by, jeg bor meget tæt på og har været i Århus masser gange, ligesom jeg har spillet mange kampe mod AGF. Fansenes energi er fremragende, og ja, alt i alt var det bare en 'no brainer' for mig at skifte hertil, siger Callum McCowatt.
Callum McCowatt kom til Danmark, nærmere bestemt FC Helsingør, i 2020, hvor han skiftede fra Wellington Phoenix.
I 2023 gik turen så videre til Silkeborg, hvor McCowatt udviklede sig til en profil med Kent Nielsen som cheftræner og var en stor og vigtig force for SIF især i anden halvdel af sin tid i klubben.

AGF
Silkeborg IF












