Uwe Rösler imponerer i Tyskland: Nu forhandler han
Bochum arbejder ihærdigt på at forlænge samarbejdet med Uwe Rösler.

Efter en periode som arbejdsløs efter fyringen i AGF blev Uwe Rösler for næsten præcis et år siden ansat i tyske VfL Bochum.
Den tyske træner overtog et kriseramt mandskab, der efter nedrykningen fra Bundesligaen blot havde skrabet tre point sammen i syv kampe og lå allersidst i 2. Bundesligaen.
Rösler fik dog hurtigt vendt skuden i Bochum, og den tyske klub sluttede efterfølgende på en niendeplads.
I denne sæson har Bochum igen haft sine udfordringer og ligger aktuelt nummer ni, men tilfredsheden med Rösler er tilsyneladende stor.
Ifølge Westdeutsche Allgemeine Zeitung ønsker Bochum således at forlænge samarbejdet med den 57-årige træner, som angiveligt også selv skulle være interesseret i en forlængelse.
Ifølge mediet er planen, at parterne forsøger at nå til enighed om en ny aftale inden jul, mens en god periode efter landsholdspausen kan sætte yderligere skub i forhandlingerne.

Bochums direktør, Ilja Kaenzig, lægger da heller ikke skjul på, at han er fan af Rösler.
- Han begejstrer os stadig hver eneste dag med sin ekspertise og sin autoritet, siger Kaenzig til WAZ.
Den 57-årige tysker har kontraktudløb efter indeværende sæson.
Uwe Rösler stod i spidsen for AGF fra 2022 til 2025.

VfL Bochum












