Op til Agesen: Nyt Viborg-våben vil gerne købes fri
Lasso Coulibaly har allerede nu set nok til, at Viborg gerne må købe ham fri.

Lasso Coulibaly blev en stor profil i Superligaen, sidst han var her.
Særligt som udlejet fra FC Nordsjælland til Randers FC blomstrede han op.
Det medførte et salg til Auxerre, men skaderne har stået i kø for at bremse hans videre udvikling i Frankrig.
Derfor er han denne sommer vendt hjem til Superligaen - men til Viborg FF.
I første omgang er han blevet udstyret med en lejeaftale, men Mads Agesen og kompagni har sikret sig en købsoption.
Og skulle det falde i Viborg-bossens interesse at udløse optionen, så er Lasso Coulibaly helt klar på den idé.
- Ja, selvfølgelig. Det er en af grundene til, at jeg er her. Hvis alt går godt, så er både klubben og jeg glade. Men det er tidligt, så der er selvfølgelig ikke truffet en beslutning endnu. Vi bliver nødt til at vente og se, hvordan det går, siger han til Campo.

Den 23-årige offensivspiller blev hentet til Viborg på deadlineday den 2. september.
I sidste weekend fik han så sin debut med 45 minutters fodbold mod Silkeborg IF.
- Det har været godt. Virkelig godt. Jeg har mødt de andre spillere og staben, og det er en klub, hvor det føles som én stor familie. Jeg er meget taknemmelig for at være her.
Han fortæller videre, at han til trods for sine forbindelser i Danmark faktisk ikke rakte ud for at tale med nogen om Viborg inden skiftet.
- Men jeg har også kendt til Viborg i lang tid. Jeg har spillet imod klubben et par gange, så jeg vidste godt, hvad det var for en klub. Men jeg talte ikke med nogen om det.
- For mig at se, så er det et af de bedst spillende hold i ligaen. Og jeg kan også huske, hvor svære de var at spille imod, siger han.
Lasso Coulibaly blev solgt til Auxerre for efter sigende 15 millioner kroner i sommeren 2024. Det vides ikke, hvad købsoptionen i Viborg FF lyder på.

Silkeborg IF
Viborg FF












