I aften genstarter ‘krigen’ mellem AGF og FCM: – Kæmpe revanchelyst
Godt nok snuppede AGF det danske mesterskab foran FC Midtjylland, men aarhusianerne har alligevel revanchelyst forud for aftenens kamp.

📍 Campo på Fredensvang
Aarhus vandt krigen mod Heden, men ikke et eneste slag mod FC Midtjylland faldt ud til AGF's fordel i mesterskabssæsonen.
I de seks interne møder blev det til fire uafgjorte og to midtjyske sejre, og seneste AGF-sejr mod FCM ligger helt tilbage i august 2022, da Yann Bisseck og Mikael Anderson sørgede for en 0-2-sejr i Herning til AGF.
I aften mødes sidste sæsons guld- og sølvvindere for første gang i den nye sæson, og Jakob Poulsen, navneinspiration til mange nyfødte drengebørn i Aarhus, er også udmærket bekendt med sidste sæsons head-to-head-statistik.
- Vi har en kæmpe revanchelyst. Vi formåede ikke at slå dem i sidste sæson, og det vil vi selvfølgelig gerne ud at gøre i aften, siger AGF-cheftræneren til Campo og den øvrige presse efter tirsdagens træning på Fredensvang.
Det var dog ikke ren FCM-opvisning i de interne møder.
Artiklen fortsætter efter billedet.


De to kampe, som midtjyderne vandt, endte henholdsvis 0-1 i Pokalen og 2-1 i Superligaen. Derfor forventer Jakob Poulsen også en kamp i ordets reneste forstand, når det går løs i aften klokken 20.
- Vi ved godt, at kampe mod FC Midtjylland bliver vundet på de små ting, og derfor skal vi være skarpe. Vi ved, at de kommer til at få mange bolde ind i boksen, hvis de får muligheden for det.
- Samtidig skal vi være gode til at tage de muligheder, vi får. Vi ved godt, at de er gode til at lægge pres på modstanderen. En krig, tror jeg, jeg vil kalde det, som det nok også var i de seks kampe i sidste sæson, siger Jakob Poulsen fra øvelsesterrænnet på Fredensvang.
Historikken fra sidste sæson gør det specielt
De to holds indledninger på sæsonen har på papiret taget lidt af varmen ud af aftenens slag i Vejlby.
Efter den nye sæsons første fem runder er der allerede otte point mellem FC Midtjylland på Superligaens femteplads og AGF på 10. pladsen.
Alligevel er det første møde noget helt særligt med tanke på mesterskabsduellen i seneste sæson, vurderer Jakob Poulsen.

- Der er jo noget historik fra sidste sæson, men det er nok også den historik fra sidste sæson, der gør det lidt mere specielt. Vi kæmpede head-to-head gennem lang tid, og havde de her voldsomt fede kampe mod hinanden, hvor vi ikke var dygtige nok til at få det til at falde ud til vores fordel.
Måske er AGF's nyindkøbte profil Callum McCowatt præcis den fordel, der manglede i sidste sæson. Sportschef Carsten V. Jensen er i hvert fald ikke i tvivl om, at han kommer til at gøre en forskel. Læs mere om det her:

FC Midtjylland
AGF












