FCM sælger historisk dyr Osorio
Dario Osorio og FC Midtjylland har sat ny transferrekord.

Der er sat ny transferrekord i dansk fodbold.
Godt nok har klokken passeret midnat, så FC Midtjylland ikke kan prale af at have sat både rekord for største salg og største indkøb i Superligaen på samme dag.
Ikke desto mindre har midtjyderne dog gjort begge dele i løbet af de seneste timer.
Senest er salget af Dario Osorio til Crystal Palace ifølge Campos oplysninger nu faldet på plads.
Den chilenske kantspiller har således skrevet under på en aftale med Premier League-klubben, selvom det endte som lidt af en neglebidder.
Mens transfervinduet i Danmark har åbent 23 timer endnu, lukkede det engelske vindue i for en time siden.
Sky Sports kunne efter midnat dansk tid berette, at Crystal Palace havde bedt om 'deal sheets' på Dario Osorio og to andre spillere.
Det betyder i grove træk, at de engelske fodboldmyndigheder har givet Crystal Palace ekstra tid til at få papirarbejde på plads i handler efter deadline, hvis man anmoder om det og kan godtgøre, der er enighed om handlen.
Hverken FC Midtjylland eller Crystal Palace har endnu offentliggjort transferen, men det er blot et spørgsmål om tid.

Meget store penge
Transferjournalisten Ben Jacobs kunne i løbet af tirsdag aften berette, at salget er dansk rekord med en aftale, der løber op i 32 millioner euro, svarende til 239 millioner kroner. De informationer stemmer overens med Campos oplysninger.
Skiftet er dog skruet ganske særligt sammen, så der faktisk i første omgang er tale om en lejeaftale. Aftalen indeholder en købsobligation, så skiftet gøres permanent efterfølgende.
Crystal Palace betaler to millioner euro for at leje ham, inden FCM får 26 millioner euro når skiftet realiseres endegyldigt til næste sommer.
Dertil er der indskrevet præstationsbaserede bonusser på fire millioner euro i aftalen.
Crystal Palace skal som flere andre Premier League-klubber holde nøje øje med ligaens finansielle regler og ikke bruge for mange penge - derfor er betalingen af transfersummen udskudt til 2027 via lejemålet, en fremgangsmåde en række klubber i England og andre store ligaer benytter.

Crystal Palace
FC Midtjylland












