Bekymrende nyt om FCM-stjerne? Tullberg gør status
Mike Tullberg kunne ikke gå for meget i detaljen om Victor Bak, men bidrog alligevel med lidt nyt.

Campo i Herning 📍
Skadeslisten i FC Midtjylland er med sikkerhed længere, end hvad cheftræner Mike Tullberg havde håbet på.
Særligt i forsvaret har der været problemer i sæsonens spæde begyndelse.
Senest blev Victor Bak ramt af en skade i søndagens 2-3-sejr ude mod Sønderjyske.
Han blev ellers klarmeldt i pausen af opgøret, inden han alligevel måtte skiftes ud for rullende kameraer kort før anden halvleg blev fløjtet op.
FC Midtjylland har siden været sparsom med informationer om forsvarsprofilens situation, men til onsdagens træningspas havde cheftræner Mike Tullberg alligevel lidt nyt af berette.
- Der er den status, at han er skadet. Om det er en eller to måneder ved jeg ikke, men han er i hvert fald ude.
Mike Tullberg kan ikke svare på, hvad skaden mere nøjagtigt drejer sig om.
- Nej, jeg er sgu ikke læge eller fysioterapeut, siger han med et grin og forklarer sig også med GDPR-regler.
Victor Bak var naturligt nok heller ikke at finde på træningsbanen onsdag.

At Mike Tullberg nu har fået et nyt medlem til skadeslisten afholder ham dog ikke fra at holde humøret oppe forud for torsdagens brag mod Besiktas, hvor der skal en FCM-sejr til for fortsat at holde drømmen om Europa League i live.
- Vi glæder os til kampen. Vi har et godt hold til rådighed. Selvfølgelig har vi også nogen, der ikke er til rådighed, og det er måske lidt mange her i starten, men det er en del af gamet.
- Sådan var det også i foråret, og så har vi også været ramt nu her. Men vi bruger tid på dem, som vi har til rådighed, og de er gode nok til, at vi kan vinde i morgen. Det er jeg sikker på, siger han.
Foruden Victor Bak var heller ikke Mikel Gogorza, Ousmane Diao eller Junior Brumado med til dagens træning.
Til gengæld var Lee Han-beom med, efter han blev meldt ud med en mindre skade søndag.
FC Midtjylland møder Besiktas torsdag klokken 19.00 på MCH Arena i Herning.
Det første opgør endte 1-0 i tyrkernes favør.

Se interviewet med Mike Tullberg nedenfor
FC Midtjylland
Mike Tullberg












