Binks vil have hævn over AGF
Der er et brag på menuen, når AGF lørdag tager imod Brøndby. Og i Brøndby-lejren er der ting, der skal revancheres, fortæller Luis Binks.

📍 Campo i Brøndby
Når Brøndby IF tager hul på den nye Superliga-sæson, er det en klassiker i dansk fodbold, der er på menuen.
De blågule gæster nemlig de danske mestre fra AGF, og netop det faktum, at det var De Hviie, der løb med guldet i sidste sæson, er svært at leve med i Brøndby.
Det fortæller den nyslåede anfører Luis Binks, der også forklarer, hvordan Thomas Nørgaard har sat strøm til det nye Brøndby.
De færreste har nok glemt, at det var netop på Brøndby Stadion at AGF kunne skrive historie ved at vinde sit første mesterskab i 40 år.
Det ligger i hvert fald frisk i erindringen hos Luis Binks, som er opsat på hævn, selvom han erkender, at det er en svær premieremodstander, Brøndby står over for.
- Som du siger, bliver det ikke nemt. Men det er en spændende kamp - vi kender rivaliseringen mellem de to klubber, og vi ved selvfølgelig, at de vandt ligaen sidste år, så vi skal tage hævn, hvis man kan kalde det det, siger han og fortsætter:

- Men uanset hvem vi havde mødt, ville vi have lagt ud på samme måde. Vi er klar over, at vi nødt til at starte godt. Så at tage derover og forhåbentlig vinde ville være fantastisk for vores selvtillid og godt for alle, for vi er klar over den rivalisering, der hersker mellem de to klubber, siger han til Campo og resten af de fremmødte medier ved tordagens træning.

Nørgaard-effekten
Kort tid efter nederlaget til FC København i playoff-kampen om at komme i Europa, kunne Brøndby meddele, at man havde stoppet samarbejdet med cheftræner Steve Cooper.
Ind i stedet er kommet den tidligere Sønderjyske-træner Thomas Nørgaard, og han har allerede sat sit aftryk på holdet, ligesom at spillerne også er gået til opgaven med ny energi, forklarer Binks.
- Jeg synes, vi står et bedre sted. I preseason har vi vist, at vi kan skabe meget mere. Træneren har ikke ændret vildt meget, men jeg synes, spillerne er kommet tilbage med en anden indstilling, siger han.
- Sidste sæson er i fortiden, og vi kan ikke ændre på den. Nu handler det bare om at sørge for, at det ikke kommer til at ske igen. Alle er kommet ind med tavlen visket ren, siger han.
Det var specielt i offensiven, at det haltede for Brøndby, som undervejs slog sin egen rekord for flest minutter uden mål.
Men det hører altså fortiden til, spår Luis Binks, der peger på både nye transfers og en tilbagevendende profil.
- Der er ny spillere, der er kommet ind. [Patrick] Mortensen, [Filip] Bundgaard er tilbage fra sin skade, hvilket føles som en transfer, for vi har helt sikkert savnet ham. Så ja, vi har mange offensive muligheder, og forhåbentlig kan vi forbedre os i år, for det er dér, jeg synes, vi havde det svært sidste år.
Det er klokken 18.00 lørdag, at Brøndby møder AGF på udebane.

AGF
Brøndby IF













