Gør nu noget! Deres korruption smadrer spillet Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Gør nu noget! Deres korruption smadrer spillet

FIFA-præsident Gianni Infantino og hans allierede er lige nu den største trussel mod fodboldens fremtid.

INfantino Trump Putin Mohammed Bin Salman
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

FIFA's præsident Gianni Infantino og hans allierede er godt i gang med at ødelægge fodboldspillet – og ingen i dansk fodbold eller resten af Europa gør for alvor mine til at bremse ham.

Det har undervejs i lang, lang tid, men hele verden kan se det nu i den pinlige, skandaløse Bolagun-affære.

Jeg aner ikke, hvad der helt nøjagtigt er sket i kulissen, selv om internationale medier har lagt tilsyneladende veldokumenterede tidslinjer ud af forløbet.

Men efter års gentagne tilfælde af politisk indblanding, forskelsbehandling og favorisering af venner og allierede er der ingen, der længere lader tvivlen komme Infantino og hans kumpaner til gode.

Skandalen kort

Uden fortilfælde i VM-historien har FIFA suspenderet Folarin Bolaguns karantæne mod Belgien, så den amerikanske angriber kan spille med i nat dansk tid.

Foto: Evelyn Hockstein TPX IMAGES OF THE DAY/REUTERS

Det sker efter koordineret, omfattende pres fra den øverste top i Donald Trumps amerikanske regering, hvilket Trump ikke ligefrem selv lagde låg på ved at tweete en hyldest af FIFA's beslutning.

Trump ringede angiveligt direkte til sin kammerat Gianni Infantino for at få Bolaguns sag taget op – og selv hvis FIFA's helt utroværdige forklaring om, at disciplinærinstansen har taget beslutningen totalt uafhængigt, faktisk passer, er der jo ingen ud over de mest loyale MAGA- og Infantino-støtter, der nogensinde køber den historie.

Års vennetjenester til Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, forsøget på at få en anden god FIFA-allieret, Vladimir Putins Rusland, tilbage i fodboldverdenen igen – alt det kommer nu tilbage og bider FIFA og Infantino bagi, ligesom den tåkrummende fredspris til Trump fra FIFA gør (se billederne her).

Belgien raser mod FIFA efter omstødt rødt kort

Sagen viser forskelsbehandlingen

Bolagun-sagen er en fremkaldervæske for det, FIFA har forvandlet VM men også fodboldspillet på øverste niveau til: Et spil, hvor vennetjenester og politisk korruption åbenbart er tilladt, og hvor der er forskel på, om inde i varmen hos FIFA-toppen eller ude i kulden.

At der bliver sat turbo på grundet Trump-regeringens forkærlighed for vennetjenester og undergravelse af demokratiske institutioner for egen vindings skyld bør ikke frikende FIFA og Infantino for ansvar her.

Foto: Davidsacks Via X/Reuters/Ritzau Scanpix

Helt ærligt: Havde Gianni Infantinos uvenner i Norge fået ophævet et VAR-tilkendt rødt kort på Haaland eller Ødegaard mod Brasilien?

Havde tyskerne fået lov at spille med Leroy Sané, hvis det var ham i stedet for Cristiano Ronaldo, der havde fået et voldsomt rødt kort i kvalifikationen?

FIFA, og Trump-regeringen, er 100 procent selv ude om, at vi ikke stoler den mindste smule på dem med de værdier og beslutninger, der præger kulturen og beslutningen i deres respektive organisationer.

Start forfra i eller uden FIFA

Tilbage står en fodboldverden, hvor tilliden til præsident Infantino bør være væk.

Der har været små tegn på, at UEFA på et tidspunkt tager sig sammen og forsøger at vælte den præsident, man selv var en af hovedarkitekterne bag at indsætte for ti år siden, hvilket fodboldverdenen har betalt dyrt for siden da.

En suspenderet karantæne er i sig selv peanuts sammenlignet med tildelingen af VM 2034 til Saudi-Arabien i den vildeste, på mange måder mest skandaløse proces, fodboldverdenen nogensinde har oplevet. Og peanuts i forhold til meget andet, FIFA og deres venner har bedrevet under Infantino.

Men her bliver tæppet trukket fra, så alle kan se, hvor hamrende usund og anløben, kulturen, værdierne og processerne i FIFA er.

Europæisk fodbold, ja også DBU og Divisionsforeningen og klubberne, har faktisk en mulighed her.

FIFA-præsidenten er stadig formelt på valg i 2027.

Hvorfor ikke bruge anledningen til at finde den modkandidat og sige, nok er nok?

Har man brug for, i sidste ende, at være del af et FIFA, der står for de værdier og den kultur, der er til offentligt skue i denne sag?

Foto: Kevin Lamarque/REUTERS

Ja, omertaen, den berygtede tavshedens lov, gælder i fodboldverdenen.

Så selvfølgelig hakker spætten og koster oprørere alle muligheder for politiske poster og indflydelse i FIFA i al fremtid, så længe Infantino og hans system består.

Retter hård DBU-kritik efter bizar Trump-sag

Men hvem tror seriøst på, man påvirker det mindste i den organisation indefra?

FIFA er pilrådden, kuren er at udrense den politiske top og starte forfra, om nødvendigt udenom verdensforbundet.

Præsidenten og hans politiske system har spillet fallit, og jo før fornuftige kræfter i fodboldverdenen indser det og ikke mindst skrider til handling, desto bedre.

Plastikmænd og fredspris fra Temu – fodbolden er døende

Mest læste

Notifications

Notifikationer