Belgien raser mod FIFA efter omstødt rødt kort
Belgien raser, efter FIFA har omstødt et rødt kort til en af USA’s helt store stjerner.

Der er drama i VM-land.
Her har FIFA nemlig omstødt det røde kort, som USA's topscorer, Folarin Balogun, modtog i 1/16-finalen mod Bosnien-Hercegovina for en grov stempling.
Det er blandt andet blevet hyldet af USA's præsident, Donald Trump, men beslutningen møder stor modstand fra Belgien, som USA møder i ottendedelsfinalen natten til tirsdag klokken 02:00 dansk tid.
Således har Belgiens fodboldforbund udsendt en pressemeddelse, hvor man beskriver sin forundring over beslutningen fra FIFA's side.
- Det belgiske fodboldforbund (RBFA) er forundret over FIFA's beslutning om at erklære den suspenderede amerikanske spiller Folarin Balogun spilleberettiget til USA-Belgien-kampen mandag den 6. juli kl. 17.00 (Seattle-tid).
- FIFA baserer sin beslutning på artikel 27 i FIFA’s disciplinærkodeks. Denne bestemmelse fastslår, at FIFA’s disciplinærkomité kan beslutte at suspendere fuldbyrdelsen af en tidligere idømt disciplinær sanktion.
- Dog fremgår det tydeligt af artikel 66.4 i samme disciplinærkodeks, at et rødt kort (udvisning) automatisk medfører karantæne i holdets næste kamp, hvilket har været tilfældet for alle tidligere røde kort uddelt ved dette VM, skriver Belgien blandt andet.
Derudover fremhæver belgierne flere andre reglementer, som FIFA altså selv overtræder ved at omstøde det røde kort.
- Ydermere, og uanset ovenstående, er beslutningen i direkte modstrid med bestemmelserne i VM 2026’s turneringsreglement, som fastsat i artikel 10.5:
- Hvis en spiller eller holdofficial udvises som følge af et direkte eller indirekte rødt kort (anden advarsel), vil vedkommende automatisk være suspenderet fra holdets efterfølgende kamp. Yderligere sanktioner kan desuden blive pålagt."
- Den automatiske karakter af en sådan karantæne er også eksplicit bekræftet i FIFA World Cup 2026 Circular No. 16, som blev udsendt til alle deltagende medlemsforbund den 12. maj 2026.
- Den samme regel gentages ved hvert FIFA World Cup 2026 Match Coordination Meeting forud for hver kamp og indgår i alle turneringens workshop-præsentationer.
- For at beskytte de deltagende holds legitime rettigheder og sikre de grundlæggende principper om fair play i sporten - både ved dette VM og ved fremtidige turneringer - undersøger RBFA nu alle mulige handlemuligheder, afslutter Belgiens fodboldforbund.














