Hullet efter Mortensen-afsked: AGF midt i ‘prøveperiode’
AGF’s preseason er i gang, og cheftræner Jakob Poulsen har tænkt sig at bruge tiden fornuftigt – blandt andet med at eksperimentere.

📍 Campo på Fredensvang
En ny æra for AGF er begyndt.
Efter syv år i Smilets By har Patrick Mortensen forladt klubben, og det har efterladt AGF uden en angriber, der har været garant for mål i alle hans år i klubben.
Lørdag tørnede de danske mestre sammen med Viborg FF i en træningskamp på Fredensvang, og i den anledning blev der eksperimenteret af cheftræner Jakob Poulsen.
Qua Mortensens afsked blev Tobias Bech i første halvleg prøvet af som spidsangriber, og det kræver noget tilvænning fra AGF's topscorer i seneste sæson, siger Jakob Poulsen til Campo og den øvrige presse.

- Det er klart, at 'Toby' (Tobias Bech, red.) skal vænne sig til at spille derinde (som nier, red.). Han er måske ikke lige så meget med inde i spillet, som han normalvis er - også fordi, at Viborg i første halvleg står meget, meget lavt og lukker det centrale rum rigtig godt.
- Det gør jo, at han næsten kun kan komme på bolden, når det er til afslutning til sidst. Jeg synes, det ser fint ud. Jeg synes, vi har en god kontrol, siger AGF-bossen.

Hvordan skal du arbejde med Tobias Bech i den her rolle i forhold til, at han måske er lidt mindre involveret i spillet?
- Det kommer an på, om det er der, vi vælger, Tobias [Bech] skal være. Indtil videre er det jo sådan set en prøveperiode, hvor vi prøver nogle ting af. Det er jo derfor, vi har preseason. Men det er klart, at der er noget tilvænning for ham, siger han.
Næste træningskamp for AGF er på søndag, hvor skotske Motherwell gæster Fredensvang.

AGF
Jakob Poulsen
Tobias Bech












