FC Midtjylland henter ny målmand i Holland
Midtjyderne har fundet sin afløser for Jonas Lössl.

Det er ikke den første, og det bliver afgjort ikke den sidste.
FC Midtjylland er godt igang med det, mange forventer kan blive et historisk transfervindue, og nu lader klubbens næste indkøb til at være på plads.
Således henter FC Midtjylland angiveligt den hollandske målmand Nordin Bakker til den jyske hede fra Heerenveen.
Det skriver hollandske Leeuwarder Courant mandag aften, mens Tipsbladet tilføjer, at de to klubber er enige om en transfer, hvor kun lægetjek og en endelig underskrift mangler.

Nordin Bakker kom til Heerenveen fra Almere City på en fri transfer sidste sommer, men gennembruddet på Abe Lenstra Stadion er udeblevet for den 28-årige målmand.
Således har han kun tegnet sig for to optrædener i løbet af sæsonen, hvor han har ageret reserve for blot 20-årige Bernt Klaverboer og den tidligere hollandske landsholdsmålmand Andries Noppert.
Hvorvidt han er tiltænkt en plads som backup for Elias Olafsson, eller islændingen skal skydes af og gøre plads for Bakker som førstemålmand for FC Midtjylland, melder historien ikke i første omgang noget om.
Leeuwarder Courant skriver desuden, at FC Midtjylland betaler en overgangssum for Nordin Bakker, men hvor stor en transfer, der er tale om, er der endnu ingen forlydender om.
Nordin Bakker har kontrakt i Heerenveen i yderligere ét år.
Nordin Bakker kan blive den fjerde nye tilføjelse til FC Midtjylland denne sommer, efter klubben tidligere har hentet både Beni Junior og Stanley Iheanacho i søsterklubben Mafra, mens Friday Etim er hentet tilbage fra FC Fredericia.

FC Midtjylland
Holland












