Bekræftet: Portugiser vender hjem til FCM
FC Midtjyllands Dani Silva vender hjem fra Pafos FC.

Dani Silva kommer hjem til Heden.
Den 26-årige portugisers lejeophold hos cypriotiske Pafos FC er nemlig afsluttet, og det bliver ikke til mere i klubben, da der ej heller var nogen købsoption i lejeaftalen.
Det bekræfter den cypriotiske klub i et opslag på Facebook.

- Pafos FC meddeler, at Dani Silvas lejeophold i klubben er afsluttet, og at den portugisiske midtbanespiller vender tilbage til FC Midtjylland efter udløbet af sin lejeaftale.
- Under sin tid i Pafos FC bidrog Dani med kvalitet, ro og erfaring på midtbanen og spillede en vigtig rolle i en afgørende fase af sæsonen. Hans professionalisme, engagement og vindermentalitet gjorde ham til et værdsat medlem af truppen fra første dag.
- Vi vil gerne rette en oprigtig tak til Dani for hans indsats og dedikation gennem hele hans tid i den blå trøje. Alle i Pafos FC ønsker ham held og lykke, god sundhed og stor succes i det næste kapitel af hans karriere, skriver klubben i forbindelse med afskeden.
Dani Silva nåede at spille 17 kampe for Pafos FC, siden han kom til sidst i januar.
Tilbage i Midtjylland har portugiseren kontrakt frem til sommeren 2029, som han skrev under på, da han ankom fra Hellas Verona tilbage i februar 2025.
FC Midtjylland
Hellas Verona












