Hjulmand udgår – gør plads til landsholdscomeback efter to år
Morten Hjulmand trækker sig fra landsholdslejren med en skade.

Morten Hjulmand har forladt den danske landsholdstrup i Helsingør.
Det er en ikke nærmere beskrevet skade, der får Sporting-danskeren til at forlade Brian Riemers trup, og han gør plads til noget af et comeback.
Det er nemlig Mohamed Daramy, der efter mere end to års fravær er tilbage på det danske landshold som direkte afløser for Hjulmand.
- Morten Hjulmand må desværre udgå af truppen med en skade. I stedet har landstræneren udtaget Mohamed Daramy til holdets kommende kampe mod DR Congo og Ukraine, lyder det fra det danske herrelandshold på X.

Mohamed Daramy spillede - og scorede - senest i 2-0-testsejren over Færøerne sidst i marts 2024.
Det var i netop den kamp, at Reims-danskeren i en kollision med den ene målstolpe måtte udgå med en skade på knæet - en skade der viste sig at være starten på en strabadserende periode for den i dag 24-årige københavner.
Daramy kom ikke mere i aktion i 2023-24-sæsonen grundet knæskaden, han pådrog sig i landskampen, og i den efterfølgende sæson nåede han bare to ultrakorte indhop efter sit comeback, inden han blev ramt af en ny knæskade - denne gang en kosbåndsskade.
Den skade strakte sig helt ind i 2025-26-sæsonen, og først efter nytår har danskeren for alvor igen gjort sig gældende for Reims, der nu gør sig i den franske Ligue 2.
Mohamed Daramy står noteret for i alt 10 A-landskampe for Danmark.
Mohamed Daramy
Morten Hjulmand












