Åbner for Superligaen: Eriksen og Mæhle på blokken
Christian Eriksen kan fås billigt eller decideret gratis denne sommer efter Wolfsburgs nedrykning, lyder vurderingen, mens Joakim Mæhle heller ikke koster kassen.

Det var meningen, at VfL Wolfsburg skulle spille sig tilbage i eller nær toppen i Bundesligaen, som dengang Kevin De Bruyne og Nicklas Bendtner var i Folkevogns-byen.
I stedet skuffede Wolfsburg fælt og er nu i 2. Bundesliga efter et samlet nederlag over to playoffkampe mod Paderborn.
Det bliver et hårdt år for den ambitiøse klub, der i sæsonen sagde farvel til den danske sportsdirektør Peter Christiansen.
Og det ser også ud til, at Wolfsburg siger farvel til resten af danskerne, i hvert ifølge lokalmediet Wolfsburger Allgemeine Zeitung (WAZ).
Mediet, der traditionelt har gode forbindelser i fodboldklubbens top, vurderer, at VfL Wolfsburg er klar på at slippe Joakim Mæhle for fem-syv millioner euro.

Måske endnu mere relevant for et par Superliga-klubber vurderer WAZ, at Wolfsburg enten vil sælge Christian Eriksen billigt eller er klar til at lade ham gå gratis, efter Eriksen skiftede transferfrit fra Manchester United sidste år.
Både OB og FC København har på rygteplan tidligere været sat i forbindelse med Christian Eriksen, mens daværende FCM-cheftræner Thomas Thomasberg til Tipsbladet tidligere har nikket ja til, at midtjydernes ledelse i sommeren 2024 havde Eriksen oppe at vende som en mulighed.
Eriksen har været så længe i udlandet, at han kan rykke tilbage på forskerordning og dermed slippe med en væsentligt lavere skat i Danmark.
Om 34-årige Christian Eriksen, der har tydelige ambitioner om at komme til EM 2028, er klar på et skifte til Superligaen er indtil videre uvist.

Christian Eriksen
Joakim Mæhle
Wolfsburg












