Superligaen i spil? Her er Eriksens muligheder Foto: Christopher Neundorf/EPA/Ritzau Scanpix

Superligaen i spil? Her er Eriksens muligheder

Wolfsburg er rykket ned i 2. Bundesligaen, men skal Christian Eriksen med ned?

Christian Eriksen efter at være rykket ned med Wolfsburg.
Foto: Christopher Neundorf/EPA/Ritzau Scanpix

Wolfsburg tabte over to playoff-kampe til Paderborn.

Derfor har den nu forhenværende Bundesliga-klub udsigt til en tur ned i den næstbedste tyske række.

En kæmpe skuffelse for en klub, der har et stort spillerbudget og drømte om at vende tilbage til de europæiske turneringer.

Danskerne Jonas Wind, Jesper Lindstrøm og Adam Daghim har allerede fået bekræftet deres afsked med klubben.

Men hvad med Christian Eriksen?

Den danske landskampsrekordholder skiftede til Wolfsburg sidste sommer og er fortsat på kontrakt et år endnu.

Samtidig har landstræner Brian Riemer for nyligt fortalt, at Christian Eriksen ikke har haft et landsholdsstop i tankerne. Et vidnesbyrd om, at han fortsat må have ambitioner på klubplan også.

Men er det foreneligt med en sæson i den næstbedste tyske række?

Campo har taget et kig på de muligheder, som den 34-årige midtbanespiller med 149 landskampe på CV'et har denne sommer - udover at blive i Wolfsburg, som naturligvis også er et sandsynligt scenarie.

Ajax

Den hollandske storklub vil altid spøge, når Christian Eriksen skal finde ny klub.

Ganske vist er det ikke blevet til en genforening de seneste gange par gange, men danskeren viste i den forgangne sæson et højt niveau, selvom det endte med den ultimative fiasko i Wolfsburg.

Flere gange spillede han med anførerbindet om armen, ligesom det store tyske sportsmedie Kicker kort efter nedrykningen roste ham - og kårede ham til Wolfsburgs bedste gennem en ellers skuffende sæson.

Ajax har desuden varslet stor udskiftning af truppen på bagkant af endnu en enormt skuffende sæson.

OB

OB og Christian Eriksen er enhver fynbos drøm. Og mon ikke den fynskfødte kreatør også selv smiler lidt ved tanken om at slutte af i den klub, hvor det hele begyndte?

Spørgsmålet er bare, om det er en postgang for tidligt endnu - selvom der denne gang løber en barndomskammerat i form af Rasmus Falk rundt i klubben.

Christian Eriksen har en bolig i Odense og har bevaret et fint forhold til OB gennem alle årene.

FC København

Har Christian Eriksen et ønske om dansk fodbold og en fortsat flot løn gennem den famøse forskerordning, kombineret med lidt større sportslige ambitioner end hvad han kan finde på Fyn, så er den danske hovedstad også i spil.

I den ideelle FCK-verden kan han og Thomas Delaney holde sig skadesfri og trække på deres fælles erfaringer og store succes gennem mange år på det danske landshold.

Ender det med FCK, er det Christian Eriksens sportslige og økonomiske ambitioner, der vinder over følelserne i Odense.

Christian Eriksen efter at være rykket ned med Wolfsburg.
Foto: Christopher Neundorf/EPA/Ritzau Scanpix

Wrexham

Wrexham var helt tydeligt på jagt efter Christian Eriksen sidste sommer, da han i stedet valgte Wolfsburg. Men flammen kan måske genopstå.

Der er ingen tvivl om, at Championship trods alt dufter af mere end 2. Bundesliga.

Samtidig viste den walisiske mirakel-klub sig at være konkurrencedygtig i høj grad, til trods for at man er rykket op adskillige sæsoner i streg. Wrexham endte således på syvendepladsen i den næstbedste engelske række, to point fra at tage del i playoff-opgørene om oprykning.

Dertil har EFL indført nye regler, så der i næste sæson kommer til at være seks hold med i playoff om oprykning til Premier League - fra andenpladsen til ottendepladsen. Det øger sandsynligheden for spænding til det sidste for en klub som Wrexham.

Transfer-LIVE: AGF-afklaring nærmer sig for profil

Malmö FF

Den svenske storklub har problemer i denne sæson, hvilket for få dage siden resulterede i en trænerfyring.

Det ville med sikkerhed være let for Christian Eriksen at glide ind på holdet under en frisk start med en ny cheftræner.

Samtidig var det i lige netop Malmö FF, at han pludseligt trænede med, dengang han stod uden klub sidste sommer.

Svenskerne sagde glædeligt højt, at Eriksen imponerende på træningsbanen. Og mellem linjerne var man ikke afvisende overfor et reelt samarbejde i fremtiden.

Foto: Photo by Orlando Ramirez

San Diego

Kalder MLS?

Christian Eriksen ville langt fra være den første, der vælger at tilbringe sin karrieres efterår i USA.

Samtidig kan han i San Diego med sikkerhed få en pæn løn og samtidig spille på et hold, der imponerede alt og alle i sidste sæson - om end det ikke er lige så prangende i denne sæson.

Christian Eriksen kan samtidig se frem til en lille dansk lejr bestående af Tverskov, Ingvartsen og Dreyer i MLS-klubben.

Brian Riemer har desuden vist med gentagne landsholdsudtagelser af Anders Dreyer, at MLS og San Diego ikke er diskvalificerende i forhold til dansk landsholdsfodbold.

Overblik: Her er Superligaens transfers

Mest læste

Notifications

Notifikationer