Årets kamp! PSG nedlægger Bayern i nimålsdrama
Den første semifinale i Champions League udviklede sig til en vanvittig fodboldkamp, hvor vi fik hele ni scoringer.

Fy for pokker, en fodboldkamp!
Det er svært at finde ord for det spektakel, som udspillede sig i Paris tirsdag aften.
Her tog Paris Saint-Germain imod Bayern München i den første semifinale i dette års Champions League, og hvis man frygtede, at semifinalen ville blive en taktisk eller låst affære, kunne man godt tro om igen.
Det var nemlig et sandt drama, de to hold serverede, hvor PSG endte med at trække sig sejrrige ud af opgøret med vilde 5-4 på måltavlen.
Kampen eksploderede allerede i første halvleg, som udviklede sig til en åben slagudveksling.
Vi skulle godt nok hen til minut 17, før vi fik den første scoring, men herfra gik det også stærkt. Harry Kane og Michael Olise stod for Bayerns scoringer, imens Khvicha Kvaratskhelia, Joao Neves og Ousmane Dembele stod for de franske mål.

Troede man, at dramaet ville ebbe ud i anden halvleg, blev man dog hurtigt klogere.
Med to mål på to minutter lignede det, at PSG havde fået sat det afgørende knivstik ind imod den tyske gigant, men Bayern var langt fra døde og borte.
To hurtige scoringer fra Upamecano og Luis Diaz gjorde nemlig, at det tysker mesterhold kunne øjne en vanvidscomeback i hvad der allerede var en vanvittig fodboldkamp.
I kampens slutfase var Senny Mayalu tæt på at bringe PSG yderligere foran, men den unge franskmand måtte se sin afslutning prelle af på sammenføjningen.
Der kom dog ikke flere scoringer i opgøret, og dermed blev der sat punktum for, hvad der allerede nu ligner årets kamp.
De to hold mødes igen næste onsdag i et opgør, som fløjtes i gang klokken 21.00.
Du kan se første halvlegs scoringer i Campos liveblog.


Bayern München
Paris Saint-Germain












