
Medie: FC Barcelona afventer svar fra verdensmester
Catalanerne har kikkerten rettet mod en verdensmester.

Målmandspositionen fylder meget i FC Barcelona.
I en længere periode har den været et omtalt emne, når når snakken falder på Barca.
Siden skaden til Marc-André Ter Stegen i efteråret har der nemlig været stor udskiftning på netop den position, og nu hersker der igen rygter om, hvordan fremtiden ser ud i målet i Catalonien.
I sidste uge kom det frem, at FC Barcelona foretrak at forlænge med Wojciech Szczęsny, der tiltrådte som erstatning i efteråret, og at et kontrakttilbud allerede var sendt i polakkens retning.
Dog er Blaugrana i tvivl om, hvad den tidligere polske landsholdsmålmands planer er, hvilket har fået storklubben på markedet.

Blandt mulige erstatninger for Szczęsny er ifølge Sport Joan García, Lucas Chevalier og Bart Verbruggen.
Nu melder Mundo Deportivo dog, at Barca har rettet kikkerten mod Premier League, nærmere betegnet Aston Villa, hvor en verdensmester vogter målet.
Den catalanske storklub har angiveligt set sig varme på den 32-årige Emiliano Martínez, som forventes at forlade klubben fra Birmingham i sommerens transfervindue.
Barca har efter sigende meldt sig ind i kampen om argentineren, som allerede er blevet koblet sammen med engelske Manchester United.
DsSport melder ifølge Mundo Deportivo at den catalanske storklub allerede har kontaktet Martínez og i skrivende stund afventer respons fra den argentinske landsholdsmålmand.
Hele målmandssituationen i FC Barcelona er dog betinget af beslutningen som klubbens nuværende polske målmand træffer.
