Hobro overlever efter nullert: Dejligt at være sikret

Et hårdt tilkæmpet point mod Hillerød viste sig at være nok for Hobro.

Hobro-træner Martin Thomsen dirigerer.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Også i 2025-26-sæsonen kommer der til at stå fodbold i landets næstbedste række på programmet i Hobro IK.

Det blev en matematisk sikkerhed fredag aften, da Hobro selv fik 0-0 i hjemmekampen mod Hillerød.

Kort efter fik Vendsyssel nemlig også kun et enkelt point med fra udekampen mod B.93, og dermed er både B.93 og Hobro IK sikret overlevelse, da FC Roskilde ikke længere kan hente dem, mens Vendsyssel og HB Køge – der mødes i næste runde – ikke begge kan indhente dem.

– Det er selvfølgelig dejligt at være matematisk sikret, for nu kan vi begynde at se frem mod næste sæson uden at have nedrykningsspøgelset hængende over hovedet, siger cheftræner Martin Thomsen til Campo.

Efter 5-0-nederlaget til B.93 i sidste runde, stod der oprejsning på programmet forud for kampen mod Hillerød fredag, og kampens begivenheder taget i betragtning lykkedes det ifølge Hobro-træneren med 0-0-resultatet.

– Det endte med at være et fint resultat. Efter vores sløje kamp i sidste uge, havde vi kigget på nogle ting i forhold til vores kompakthed på holdet, og det synes vi, vi lykkedes rigtig godt med i første halvleg.

– Vi får et rødt kort til sidst i halvlegen, og så skal vi selvfølgelig ændre planen lidt, og så er man selvfølgelig tilfreds med et enkelt point. I sidste uge havde B.93 en del skud på mål, men i dag ender Hillerød med at have et enkelt skud indenfor rammen i en kamp, hvor vi spiller med en mand i undertal i over halvdelen af kampen, lyder det fra Martin Thomsen.

Video: AGF-lejesvend får direkte rødt kort for skalle

Det var AGF-lejesvenden Richmond Gyamfi, der fik direkte rødt kort for at stange ud efter Hillerød-anfører Jonathan Witt kort før pausen. Noget en rørt ghaneser efterfølgende sagde undskyld for.

– Han har lige undskyldt til drengene dernede og var rigtig ked af det. Han viser en fantastisk karakter ved at rejse sig op i omklædningsrummet og undskylder på den måde.

– Det er selvfølgelig ikke i orden, hvis han stikker hovedet frem efter ham og giver dommeren mulighed for at give ham det røde kort, lyder det fra HObro-cheftræneren.

Det er sjette runde i træk i NordicBet Ligaen Hobro tager hul på efter sommerferien, efter klubben rykkede ud af Superligaen i 2019-20-sæsonen.

Mest populære

Notifications

Notifikationer