AaB-boss tager afstand: – Ingen hævet over klubben
AaB-direktør Michael Tuxen Boll er yderst ærgerlig over sagen, hvor affyringen af 100 romerlys koster AaB en bøde på 250.000 kroner.

AaB er på hårdt arbejde i 1. Division i disse måneder, hvor man skal med i Top 6 og spille om oprykning, efter man skuffende missede oprykningsslutspillet i foråret i år.
Og med en presset økonomi i den tidligere Superliga-klub og stenhård konkurrence i en kompetitiv 1. Division er dagens nyhed om en stor bøde for brug af pyroteknik overhovedet ikke, hvad AaB ifølge klubbens direktør Michael Tuxen Boll havde brug for.
250.000 kroner skal AaB hoste op med, et beløb, der hænger sammen med, at der ifølge disciplinæreinstansens afgørelse blev fyret præcis 100 romerlys af ved starten af 2. halvleg i kampen mod Hobro 30. oktober.
Uanset formålet eller protestens idé er bøden og faren for et lukket fanafsnit på stadion i Aalborg slet ikke noget, AaB kan bruge til noget, fortæller klubbens direktør Michael Tuxen Boll.

- Jeg er lige blevet bekendt med afgørelsen her til formiddag, så vi har ikke besluttet endnu, om vi appellerer, der er 14 dages frist, slår Michael Tuxen Boll fast overfor Campo i telefonen et par timer efter offentliggørelsen af dommen.
- Det er rigtig ærgerligt, og vi tager total afstand fra brugen af pyroteknik. For det første er det piv-ulovligt, og dernæst kan det ikke nytte noget, at nogen på den måde føler sig hævet over klubben. Vi har brug for opbakning i den nuværende situation, ikke det her, siger Michael Tuxen Boll til Campo.

Vil undgå gentagelser
I afgørelsen fra disciplinæreinstansen får AaB også en betinget lukning af Vesttribunen, hvor stemningsfansene står, hvis der igen er problemet i løbet af de næste to år.
Og det vil Michael Tuxen Boll for AaB's skyld meget gerne undgå sker.
- Vi kommer til at forfølge sagen og se, om det kan få konsekvenser for nogen af de involverede. Det kommer vi til at forfølge, hvis det er muligt, siger AaB-direktøren.
- Det er mange penge i en klub som AaB, hvor vi beder medarbejderne tænke sig godt om, før de bruger penge. 250.000 kroner er et stort beløb, vi kan mærke, siger Michael Tuxen Boll.
- Generelt har vi en konstruktiv og hyppig dialog med vores fans. Men vi kommer til at se på, om vi kan gøre noget for at forhindre, at det her sker igen. Hvis den betingede del af dommen bliver udløst, koster det lukning af Vesttribunen i en hjemmekamp. Det går ud over dem, der ser kampen derfra, og over hele AaB. Det vil vi meget gerne undgå.
AaB ligger nummer seks i 1. Division og har beskedne tre sejre i 14 kampe.
Næste opgave er 20. november ude mod Kolding IF.

AaB
Kolding IF












