
Ekspert: Midtjyllands Martinez-salg kan koste guldet
Campos fodboldekspert Rasmus Würtz gør status over Superliga-klubbernes handler.

Transfervinduet er lukket for de danske Superliga-klubber.
Der er blevet købt, lejet og solgt i stride strømme, men nu er holdene klar til forårets Superliga-kampe.
FC Midtjylland skal i de næste måneder jagte holdets femte danske mesterskab, men holdet bliver op til dans af FC København.
Ulvene har brugt vinterens transfervindue på at sende midtbaneprofilen Emiliano Martinez til brasilianske Palmeiras i et stort salg, der forventer at smide mere end 75 millioner kroner af sig.
Men kan det milliondyre salg få betydning for midtjydernes mesterskabschancer?
Det mener Campos fodboldekspert Rasmus Würtz.
– De har i forvejen haft en smule problemer med, at der af og til mangler en på midtbanen, der kan binde tingene sammen. Emiliano Martinez er vokset meget ind i sin rolle i FC Midtjylland.

– Det er altid svært, når man sælger profiler i januar, men det er særdeles svært, når man sælger en spiller, der bidrager med så meget stabilitet på midtbanen. Det kan blive en stor konsekvens i mesterskabskampen, hvis de ikke får lukket hullet efter Martinez, og det kan i sidste ende koste dem guldet, siger Rasmus Würtz.
FC Midtjyllands transfervindue
Her er FC Midtjyllands handler i vinterens transfervindue:
Tilgange:
- Dani Silva (købsaftale) – Hellas Verona
- Ola Brynhildsen (retur fra lån) – Molde FK
Afgange: - Emiliano Martinez (købsaftale) – Palmeiras
- Victor Lind (købsaftale) – IF Brommapojkarna
- Jan Kuchta (lejeaftale) – Sparta Prag
I transfervinduets sidste timer hentede FC Midtjylland portugisiske Dani Silva, der på papiret kan ligne en erstatning for den den uruguayanske landsholdsspiller.

Men Rasmus Würtz er ikke sikker på, at den nuværende midtjyske midtbane kan løfte opgaven.
– Det virker til, at de har haft Dani Silva på radaren i et stykke tid, så de ved jo nok, hvad de gerne vil have fra ham.
– Jeg kan godt være nervøs for, om deres centrale midtbane er en smule for tynd og uprøvet, når vi rammer de afgørende kampe i slutspillet, siger Rasmus Würtz.
På den centrale midtbane har Oliver Sørensen, Pedro Bravo, Kristoffer Askildsen og Denil Castillo været blandt de faste gengagere på holdkortet foruden Emiliano Martinez.
FC Midtjylland ligger på en delt førsteplads i Superligaen, hvor holdet ligger side om side med FC København.