
Officielt: FCN’s søsterklub gafler mexicansk stjerne
FC Nordsjællands amerikanske søsterklub, som i 2025 træder ind i MLS er ved at opruste sig – og nu har de hentet en mexicansk landsholdsspiller.

Hirving Lozano bliver holdkammerat med Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen i San Diego FC.
Det har den kommende MLS-klub netop offentliggjort torsdag.
Den mexicanske landsholdsspiller tilslutter sig klubben i 2025, og bliver således i PSV resten af 2024.

Lozano har underskrevet en fireårig kontrakt med FC Nordsjællands søsterklub, som strækker sig frem til slutningen af 2028-sæsonen.
Den tidligere Napoli-stjerne har i denne sæson fået 24 optrædener for de suveræne Eredivisie-mestre fra PSV, hvor det er blevet til seks scoringer og tre oplæg.
Derudover er Hirving ‘Chucky’ Lozano noteret for 70 mexicanske landskampe, hvor han i alt har scoret 18 mål.
I april blev det offentliggjort, at Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen også tilslutter sig den kommende MLS-klub.
Det kan du læse meget mere om her.
