Major League Soccer

Messi åbner op om betingelser for et karrierestop

Lionel Messi er efterhånden 36 år, og det har fået omverdenen til at forholde sig til argentinerens karrierestop. Alderen er dog ingen faktor, fortæller Messi i et nyt interview.

Lionel Messi for Inter Miami
Foto: Sam Navarro/Reuters/Ritzau Scanpix

Han har begejstret fodboldfans i Europa gennem flere årtier.

Først i Barcelona og senere kortvarigt i Paris, og i seneste sæson har soccer-folket i USA haft glæden af den 36-årige argentiner.

Den fremskredne alder har fået snakken til at gå om et potentielt karrierestop, men Messi nyder fortsat at spille fodbold.

Og han er udmærket klar over, hvornår stikket skal trækkes.

– I det øjeblik, hvor jeg føler, at jeg ikke er klar til at præstere, ikke længere nyder det og ikke hjælper mine holdkammerater. Jeg er meget selvkritisk, og når jeg føler, at det er tid til at tage det skridt, vil jeg gøre det uden at tænke på alderen, udtaler Messi til podcasten Big Time Podcast ifølge spanske Cadenaser.

Messi skiftede i sommer til Inter Miami i MLS, og hans kontrakt udløber ved udgangen af 2025. Der er derfor stadig tid at løbe på for argentineren, som ikke har overvejet et stop.

Lionel Messi for Inter Miami
Foto: Sam Navarro/Reuters/Ritzau Scanpix

– Jeg har ikke tænkt over det endnu. I dag forsøger jeg bare at nyde hverdagen, nyde øjeblikkene uden at tænke videre over det.

– Så længe jeg føler mig godt tilpas, vil jeg fortsætte med at spille. Fordi det er det, jeg kan lide, og det jeg kan gøre, lyder det fra argentineret.

Messi fylder 37 år den 24. juni og vil altså være 38 år, når hans kontrakt med Miami udløber til næste år.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P