NordicBet Ligaen

Officielt: Hobro sikrer sig ny målmand

NordicBet Liga-klubben Hobro IK bekræfter, at man har hentet en ny målmand til klubben.

Andreas Søndergaard er ny målmand i Hobro IK.
Foto: Hobro IK

Hobro IK solgte den 10. januar deres førsteholdsmålmand Jonathan Fischer til norske Frederikstadt, men nu er en ny målmand på plads.

På det sociale medie X og på klubbens hjemmeside oplyser Hobro, at man har hentet Andreas Søndergaard til målmandsposten.

Den 23-årige målmand kommer til den nordjyske klub fra islandske IF Vestri.

Hobro fortæller videre, at man har udstyret Andreas Søndergaard med en treårig aftale.

På klubbens hjemmeside fortæller den nye Hobro-målmand, at han er meget glad for sit nye skifte.

– Det er fantastisk. Jeg har set rigtig meget frem til at komme til Hobro IK, hvor jeg har fået et super godt indtryk af klubben.

– Allerede efter de første samtaler med målmandstræner Martin S. Jensen og Lars Justesen var jeg ikke i tvivl om, at det var det her, jeg gerne ville. Klubben har vist mig stor tillid ved at satse på mig, og det betyder rigtigt meget for mig, siger Andreas Søndergaard.

Klubbens tekniske chef, Lars Justesen, forklarer også, at det ikke er første gang, at Søndergaard er inde i Hobros billede.

– Det er en målmand, vi og især vores målmandstræner Martin S. Jensen har fulgt længe, og som vi har haft til prøvetræning tidligere.

– Det er en spiller vi egentlig gerne ville have tilknyttet tidligere, men der var timingen ikke rigtig for alle parter. Andreas er en super spændende målmand, der har været på nogle store adresser i hans karriere, hvilket fortæller lidt om det talent og niveau han har.

– Han er en moderne målmand, der er reaktionsstærk og god med fødderne. Hertil er han rigtig god til at læse spillet og bidrage til det offensive spil. Aftalen med Andreas ser vi som en rigtig god mulighed, og vi er rigtig glade over, at vi er nået til enighed om en aftale, siger Lars Justesen til Hobros hjemmeside.

Andreas Søndergaard har fået sin fodboldopvækst i OB, inden han drog på udlandseventyr i først Wolverhampton og senere Swansea.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P